Sorø Kommune har, som den første kommune uden for Storkøbenhavn, indgået et samarbejde med DR omkring projektet ”Ind Til Musikken”, som går ud på at give børn og unge som vokser op langt fra storbyens koncertsale mulighed for at opleve den store symfoniske musik i Koncertsalen.

– Det er fantastisk dejligt, at vi har fået denne mulighed for at give alle skoleleverne en oplevelse af den kaliber. At opleve stor klassisk musik i DR’s koncertsal – det er noget, man vil huske. Vi har mange fine kulturtilbud i kommunen, men det er klart, at for at opleve musik i dén størrelsesorden, så skal vi være opsøgende. At vi nu har chancen for at tilbyde samtlige elever i folkeskolen en tur i Koncertsalen, det synes jeg er helt formidabelt, siger borgmester Gert Jørgensen.

– Det er et rigtig godt program, DR har tilrettelagt. De har valgt noget klassisk musik som appellerer til børn, og så lader de nogle af de personer, som børnene kender fra fjernsynet være med til at formidle det. Det tror jeg bliver godt. Jeg er sikker på, at børnene får en rigtig dejlig tur, siger formand for børn og undervisningsudvalget, Rolf Clausen.

De første koncerter løber af stablen i juni. Her er det eleverne i indskolingen og mellemtrinnet som kommer af sted. Koncerterne for de ældste elever finder sted efter sommerferien.

Projektet ”Ind Til Musikken” er støttet af A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til Almene Formaal.

skoleelever i koncerthuset 1 - foto DR Skoleelever i koncerthuset 2 - foto DR skoleelever i koncerthuset 3 - foto DR