Så blev sæsonen åbnet på Tersløsegaard!

Lille køredag på Tersløsegaard
Diskret og så godt som ubemærket holdt Tersløsegaard i weekenden lille køredag for veteranbiler. Den eksklusive franske Maserati-Citroën klub kom på besøg og rullede ind til fotografering på gårdspladsen foran Holbergs bolig. Klubben har kun 17 danske medlemmer, som tilsammen råder over et dusin af de sjældne biler. Fire af dem havde taget turen til Tersløsegaards køredag.

Maserati-Citroën fremstillede kun en eneste model, kaldet ”Citroën SM”. Det var i årene 1970-75. Det var en afsindig luksusbil med pneumatisk affjedring, 6-cylindret motor med 170 HK og en topfart på 225 km/timen samt et interieur med fede lædersæder, cigartænder og forkromet gearstang. En enkelt bil blev særlig bygget med åbent tag til den franske præsident, som således stående oprejst kunne vinke til folket under parader på Champs-Elysées.

I Danmark blev der blot solgt to eksemplarer. Bilen var rasende dyr, næste dobbelt så meget som man dengang kunne købe en Jaguar Type E for! Senere har samlere importeret nogle brugte eksemplarer af Maserati-Citroën’er. Blandt ejerne er Dario Campeotto. Eventyret endte i øvrigt med, at Citroën gik konkurs i 1975 (men siden er genopstået), mens Maserati blev frasolgt og senere overtaget af FIAT-koncernen.

Store komediedag hos Holberg
I absolut modsætning til den stilfærdige køredag fulgte søndag en stor tilstrømning af gæster til den officielle sæsonåbning. Dagen bød på en opførelse af ”Barselsstuen”. Flere end 100 besøgende overværede den fejende flotte forestilling. Det var skuespillere fra Sorø Amatør Teater, som havde indstuderet Holbergs komedie fra 1724. Forestillingen fremkaldte stor munterhed og publikum kvitterede med lange klapsalver.

Museet er resten af sommeren åbent hver lørdag og søndag fra kl. 12-16 til og med søndag den 8. september. På seks søndage arrangeres tillige koncerter, foredrag og fejringer af Sankt Hans – og af Holberg. Ønsker man at besøge HolbergMuseet på hverdage, kan aftale indgås med museets foreviser ved henvendelse til post@tersloesegaard.dk eller tlf. 7446 6770.

Natåbent i morgen
I morgen, tirsdag den 4. juni, holder HolbergMuseet åbent fra klokken 19.00 til 23.00. Det sker som led i Dianalunds kulturnat-arrangement. I den anledning er der gratis entré til museet, som byder på kulturnattens kunstneriske højdepunkt klokken 22.00, når skuespilleren Henrik Jandorf træder ind i Holbergs stuer for at opføre sin mageløse Holberg-monolog. Henrik Jandorf, som gennem tyve år var ansat på Det Kgl. Teater, har de senere år hengivet sig til en Holberg-raptus. Han har gennemlæst utallige Holberg-tekster og udvalgt rammende citater, som han fremfører med overbevisende kraft.

Under hele aftenåbningen etableres udskænkning af kolde og varme drikke i en museumsstue – således at gæsterne kan opleve samme lykkefølelse som Erasmus Montanus, der med sin akademiske ræsonneren påviste, hvordan ”den, som drikker vel, er lyksalig”. Det var med tilsvarende logiske argumenter, Montanus beviste, at hans egen mor var en sten…

Foto: Tersløsegaard
Foto: Tersløsegaard