I går aftes kunne Niels Hilker, DN Sorøs formand, byde velkommen til ca. 80, der kom for at høre Michael Stoltzes engagerede og inspirerende foredrag om ”skaberværket” – den biologiske mangfoldighed.

Michael Stoltze kom ind på arters forsvinden, og hvad vi kan gøre, nationalt og hjemme i haven. Med sommerfuglen som en slags indikatorart. Hvis sommerfuglen har det godt, har meget andet det sikkert også godt.

Foredraget blev ledsaget af mange foto af ufatteligt smukke sommerfugle. Flot fremmøde, fin stemning og gode efterfølgende spørgsmål.

DN Sorø planlægger at holde 1 – 2 af sådanne offentlige inspirationsoplæg om året.

Fra venstre Michael Stoltze og Niels Hilker. Foto: Rolf Lehrmann