Lige nu ankommer asylansøgere og flygtninge i større omfang, end vi har set i 20 år grundet bl.a. borgerkrigene i Mellemøsten og Nordafrika.
I 2015 forventes det, at Sorø Kommune kommer til at modtage ca. 100 nye flygtninge – heraf mange fra Syrien. Erfaringsmæssigt er der primært tale om unge mænd, der er i løbet af kort tid vil opnå familiesammenføring.
Sorø Kommune arrangerer sammen med Røde Kors, Dansk Flygtningehjælp og Frivilligcenter Sorø et såkaldt inspirationsmøde den 17. juni kl. 19.00-21.30 på Værkerne, Frederiksvej, 4180 Sorø.
Mødet er ifølge arrangørerne for “alle, der vil give nye flygtninge en god start i Sorø.”
De overordnede mål i Danmark er:
- At nytilkomne flygtninge og familiesammenførte hurtigere bliver en del af arbejdsfællesskabet eller påbegynder ordinær uddannelse.
- At civilsamfundets aktører engageres i integrationsindsatsen og dermed også medvirker til at opbygge et aktivt medborgerskab.
Kommunens indsats rettet mod flygtninge og familiesammenførte strækker sig over 3 år og er rettet mod:
- Bolig – kommunen har meget svært ved at finde et tilstrækkeligt antal egnede boliger
- Sprogkundskaber / danskundervisning – foregår fysisk på sprogskolen i Ringsted
- Uddannelse / arbejde – her adskiller resultaterne sig ikke fra andre kommuner, men man mener at kunne gøre det bedre
- Fritid
Sorø Kommune oplyser, at der p.t. er ca. 160 flygtninge i Sorø. Der er en stor aldersmæssig spredning, men en del unge mænd i 20-erne. Der er en stor spredning, fra uuddannede afrikanske kvinder, til uddannede syriske mænd. P.t. er relativt mange flygtninge bosat i Ruds Vedby og Dianalund.
Mange borgere i Sorø har vist interesse for udviklingen og vil gerne hjælpe. Nogle vil gerne være frivillig værge for en ung uledsaget flygtning. Røde Kors og Sorø Kommune havde i februar/marts et par informationsmøder med i alt omkring 50-60 interesserede.
Formålet med mødet den 17. juni er at inspirere og engagere flere frivillige, dels som netværksfamilier/personer, dels til udvidelse af eksisterende netværk (lektiecafe og kvindegruppe i Sorø) samt til nye aktiviteter, afhængig af interesse.