Det tidligere psykiatrihospital i Dianalund bliver inden jul omdannet til asylcenter for op imod 200 asylansøgere. Det fortæller SN.dk.

Torsdag den 10. december besluttede et stort flertal af Region Sjællands regionsråd at sige ja til at udleje de tomme bygninger i Dianalund til Udlændingestyrelsen. Kun DF stemte imod.

regionshuset“Som region har vi pligt til at udleje tomme bygninger på markedsvilkår i det omfang, det er muligt,” siger regionsrådsformand, Jens Stenbæk, til sn.dk.

Flere lokalpolitikere har advaret imod, at Dianalund med ca. 4000 indbyggere alt i alt skulle have 300 asylansøgere indkvarteret. Derudover rummer byen 200 asylansøgere, der kommer dertil for at blive undervist.

Sagen, der blev hastebehandlet bag lukkede døre, har skabt heftig debat på Facebook-siden 4293 Dianalund. Vi bringer her et lille udpluk af kommentarerne:

“Jeg kunne dog godt tænke mig at vi brugte kommunens økonomiske midler på de ældre, syge, børn og handicapområdet…” – Kristina Tine Markvardsen

“Jeg synes det er utroligt, at de skal stoppe så mange asylsøgere ind, i så lille hyggelig by. Det ender galt” – Gugge Susanne Kjædegaard

“Det bliver ubehageligt. Vi kommer til at bo midt mellem det nye asylcenter og de som kommer og ikke modtager undervisning, og sviner ud over hele Filadelfia” – Mette Feldbro

“Ja nu bliver det en spøgelse by butikker og folk flytter” – Anja Gullits Bangsmann

“Når vi lærer mennesket bag en flygtning at kende, så bliver vi mere rummelige og mere næstekærlige. Prøv det, for det andet gør ikke en gladere, bare mere frygtsom” – Mette Stryhn

“Åben dine øjne for hvad, der ikke lige er dansk, for andre kulturer, for hvad andre kan bidrage med” – Pia Henriette Härkönen

“Så er byen altså heller ikke mindre. Den er Vestsjællands 8. største, har 32 butikker i Dianalundcenteret og 16 udenfor. Desuden er der lægecenter, Borgerhus, tog og bus til alle større byer på Sjælland hver time, nogle hver halve time. Så nogen landsby er den ikke, og vi kan godt klare de sidste flygtninge også” – Jørgen Mogensen

“Udvidelsen skaber lokale arbejdspladser og der er ingen evidens der underbygger, at de mennesker der bor på asylcenteret opfører sig hverken værre eller bedre end alle os andre borgere i Dianalund. Så velkommen alle i stakkels mennesker, der er ofre for krig, tortur, død og ødelæggelse – I Dianalund findes mange mennesker der har menneskeligt overskud til at hjælpe jer!” – Jacob Vincentz Larsen

“Lad dem flytte ind i Regionshuset… der er rigeligt med plads” – Thomas Möser