”Jeg haver ofte recommanderet Frihed i at skrive og anset Censur som Baand og Lænker.” Så uforfærdet kritisk skrev Ludvig Holberg (i en af sine Epistler) om den oplyste Enevældes censur. Intet måtte trykkes, der kunne opfattes fornærmeligt mod staten, kirken og kongen, så alle manuskripter skulle forelægges en censor. Holberg var selv en af dem!
Fra Aalborg Universitetsbibliotek har Tersløsegaard netop modtaget en boggave, der vidner om Holbergs virke som censor. For her, over for titelbladet i det 656 sider store værk fra 1739, er trykt teksten ”Imprimantur L. Holberg”. Det er latin og betyder ”kan trykkes”. Sådan lød den officielle censors godkendelse. Det var Københavns Universitet, der udøvede censuren, og arbejdet blev udført af professorerne, heriblandt altså Holberg.
Frihed for modne folk
På trods af sin egen anbefaling af friheden til at skrive, kunne Holberg naturligvis ikke tilsidesætte Enevældens forordninger. Han var heller ikke ganske blind for censurens nytte. ”Mange slette og forargelige Skrifter hindres derved i at komme for lyset”, ræsonnerede han. Alligevel ønskede han skrivefrihed, men mente at friheden alene burde tillades modne folk: ”Jeg er derudi bleven bestyrket efter jeg haver set unge Personer, førend de have faaet Skiæg på Hagen, føre Pennen i delicate politiske og moralske Materier.” Holberg, som selv var i 65 års alderen, da han skrev sine epistler, syntes at ungdommen skulle lade være med skrive om at ”reformere Verden, førend de have lært at kiende den.”
Den gamle bog der nu indgår i Tersløsegaards samling, er forfattet af teologen Erik Pontoppidan (1698-1764). Værkets lange latinske titel betyder oversat til dansk følgende: ”Udvalgte danske marmorsten eller en lille bog med de indskrifter der rundt om i Danmark har overlevet skæbnens tilskikkelser, og som overstråler de øvrige enten ved deres alder, deres fornemme udførelse eller indholdets betydning.” Det kunne Pontoppidan skrive 656 sider i stort format om.
Ludvig Holberg har nok ikke behøvet at gennemgå samtlige sider, for Pontoppidan var hofpræst hos den pietistiske kong Christian VI, så professor Holberg har næppe betænkt sig længe på at lade værket passere censuren.
Et andet eksemplar af bogen befinder sig i øvrigt på Det Kongelige Bibliotek.
