Hele den kommende uge står Sorø i jazzens tegn. Den årlige jazzfestival begynder nu på søndag eftermiddag den 22. juli med den energiske Wallace/Thofte bebopkvintet på Parnas og fortsætter hver eneste dag til og med søndag den 29. juli, hvor der er finale på Tersløsegaard med Suzanne Brøgger i en sjælden rolle som sangerinde foran en supertrio.

Foto: Sorø Jazz

Onsdag aften den 1. august er indlagt en ekstrakoncert i Sorø Klosterkirke, hvor saxofonisten Jakob Dinesen spiller med sin kvartet plus fire klassiske strygere. Den koncert er arrangeret i samarbejde med Sorø Klassiske Musikfestival, som holdes i perioden 5. til 19. august.

Det er sjette sommer, der er jazzfestival i Sorø, i år med 16 arrangementer på 14 forskellige spillesteder. Programmet er meget varieret: Fra volumenstærke orkestre som bigbandet, der med Jesper Thilo i spidsen giver koncert i Victoria Teatret tirsdag den 24. juli, til små perler, der byder på intimt flydende caféjazz.

På Café Tre Konger spiller strygerkvartetten Gypsy Vendetta således fransk sigøjnerjazz onsdag den 25. juli og i Støvlet Katrines Hus præsenterer den elegante nordmand Snorre Kirk torsdag den 26. juli ved middagstid sin nye kvartet. Samme aften spiller bassisten Bo Stief med sin trio på Comwell Sorø hotellet.

Hele programmet kan ses på hjemmesiden www.soroejazz.dk, som netop er fornyet med nyt layout, og her på Dit Sorø.