På lørdag den 24. januar tændes tusindvis af lys i Sorø som led i årets Kyndelmisse – Sorøs magiske kulturnat, hvor bymidten og Sorø Akademis smukke park illumineres, og hvor kulturinstitutioner og historiske bygninger slår dørene op og byder på rundvisninger i lommelygteskær og anderledes aktiviteter for hele familien.

Hvis du tror, at kulturnat i provinsen er lig med fadbamser og late night shopping, så skulle du kigge forbi Kyndelmisse i Sorø og lade dig overraske.

Kyndelmisse er en lysfest, midt i den mørkeste, koldeste vinter. Kyndelmisse har lyset og mørket som tema, og fællesskabet som forudsætning. Kulturinstitutioner, foreninger, kunstnere, erhvervsdrivende og lokale ildsjæle skaber en aften, der ikke minder om noget andet.

Byen og parken illumineres af lokale elektrikere og tilrejsende lyskunstnere. I år deltager bl.a. en gruppe unge lyskunstnere, UNGT LYS, som i samarbejde med belysningsstuderende fra Kunstakademiets Institut for Bygningskunst og Design skaber spændende lysende oplevelser på udvalgte steder i byens rum.

Kulturinstitutioner og kulturelle foreninger slår dørene op og byder inden for til anderledes aktiviteter. Den stedlige gourmetrestaurant åbner suppekøkken på Sorø Akademi.

Som et nyt indslag deltager teatergruppen Dunkelfolket, som man vil kunne møde i bybilledet og parken med deres karakteristiske sorte dragter og masker. Teatergruppen Dansk Rakkerpak vil man kunne opleve for fuld pedal, når de opfører et vaskeægte rickshawteater i Store Hal på Akademiet.

Museer og seværdige bygninger inviterer på rundvisninger i lommelygteskær; der er lygteværksted på biblioteket, stjernelysbilledshow i Naturfagsbygningen. Sorø Museum byder på historisk dansemusik, og vægteren fortæller røverhistorier. Vinterbadeklubben tilbyder kolde gys i fakkelskær; modeljernbaneklubben har opført hele byen i miniformat, og i en gammel bunker kan du indsnuse verdenskrigsstemning og høre lokalhistorie.

Se mere på www.kyndelmisse.dk.

Fakta om Kyndelmisse

Hvor og hvornår? Kyndelmisse finder sted lørdag den 24. januar fra kl. 17 til 22 i Sorø. Turpas koster 50 kr. (børn under 14 år gratis). Turpas kan købes på bibliotekerne i Sorø og Dianalund, Sorø Museum, Sorø Turistkontor, Sorø Kunstmuseum, Victoriateatret samt fra turpasboden ved Nordea, Storgade 22, som er åben lørdag d. 24. januar fra kl. 16.15-20. Enkelte arrangementer kræver adgangsbilletter, som kan hentes ved Nordea, Storgade 22, fra kl. 16.15-20 på lørdag.

Det er 14. gang, Sorø fejrer Kyndelmisse.

Kyndelmisse arrangeres af en arbejdsgruppe bestående af ildsjæle fra Sorø Bibliotek, Sorø Akademi og en lang række kulturinstitutioner, foreninger og frivillige.

Belysning af byen samt på Akademigrunden er igen i år skabt af arbejdsgruppen i samarbejde med Elco, Elektrogården, J&L Elektrik, Multi-tech, Nyrup Installation, STC, Sorø Brandvæsen, Philips og Seas NVE.

Desuden skaber lysgruppen UNGT LYS i samarbejde med belysningsstuderende fra Kunstakademiets Institut for Bygningskunst og Design spændende lysende oplevelser på udvalgte steder i byens rum.