En eneste koncert i Danmark. Og så i Sorø. Det er lykkedes arrangørerne af sommerens Sorø Jazzfestival 19-26 juli at få den 63-årige amerikanske pianist Phil Markowitz til at spille på Sorø Kunstmuseum søndag den 26. juli. Han er lidt af en legende blandt jazzelskere.
Ikke alene har han i sin lange karriere spillet med flere af jazzens allerstørste navne som f.eks. Stan Getz, Lionel Hampton, Chet Baker og Mel Lewis. Han har også præsteret noget så sjældent som at komponere et jazz-hit, nummeret ”Sno’ Peas”, der bl.a. er blevet indspillet af Bill Evans og Toots Thielemanns.
Opfyldelsen af to betingelser har afgjort Markowitz’ rejse til Sorø. For det første kan Sorø Jazzen garantere Markowitz et fint flygel. Det er pianisten Horace Parlans flygel, som er udlånt til Kunstmuseet. Og for det andet vandt Sorø jazzen et tovtrækkeri med franske jazzarrangører om betalingen af Markowitz’ rejse over Atlanten. De mente ellers pludselig, at alle omkostningerne skulle væltes over til Sorø, selvom de forlængst havde engageret amerikaneren til en turné i Frankrig. Kravet blev afværget. Til gengæld får Markowitz et par ekstra dages ophold på Hotel Postgården. Han er en poetisk natur, der gerne vil have tid til at se nærmere på Sorøs lyksaligheder.
Jazzlærer på Manhattan
Phil Markowitz er i dag lærer på den ansete Manhatten School of Music i New York. Takket være musikalske oplevelser med talentfulde gæsteelever fra det rytmiske Musikkonservatorium i Odense har han fået en vis forkærlighed for Danmark og tidligere både givet koncert i København og endda indspillet et album med danske musikere. Denne gang kommer han kun på en kort visit med en eneste koncert. Det bliver ved det fine flygel på Sorø Kunstmuseum søndag den 26. juli. Phil Markowitz akkompagneres af to danske musikere, bassisten Richard Andersson og trommeslageren Anders Mogensen. De har begge tidligere frekventeret Manhattan School of Music.
Søndag 26. juli kl. 15.00
Pianisten Phil Markowitz, USA, med Richard Andersson, bas, og Anders Mogensen, trommer
Sorø Kunstmuseum, Storgade 9, 4180 Sorø, www.sorokunstmuseum.dk, tlf. 5783 2229
Entré: 115 kr. eller 225 kr. incl. frokosttapas og 1 pilsner fra kl. 13.00
Reservation: butik@sorokunstmuseum.dk