Der skulle være sat punktum for Sorø Jazzen lørdag aften på Café Tre Konger. Her foregik den sidste af de seneste tre weekenders koncerter i vinterjazzprogrammet. Mads Søndergaards trio spillede og trak fuldt hus. Sådan har det været på samtlige spillesteder. Udsolgt – endda i et sådant omfang, at mange måtte gå forgæves, fordi der ingen steder var plads til mere end højst omkring 100 gæster i lokalerne.
Nu er de berettigede klager over den manglende plads blevet hørt. Godsejer Birgitte Dinesen på Kragerup ved Ruds Vedby har reageret med tilbud om at åbne sin store Kviestald med plads til 350 mennesker for en ekstrakoncert. Den er straks arrangeret. Det bliver søndag den 17. maj med et brag af en jazzkoncert.
Danmarks ældste jazzband
Kansas City Stompers kommer med sangerinden Rikke Mølgaard i front, akkompagneret af tre blæsere, fuld rytmegruppe og den nu 75-årige kapelmester Niels Abild, som startede det berømte orkester i 1951. Kansas City Stompers er Danmarks ældste og mest populære jazzband. Stort set alle dansk jazz’ tunge drenge har gennem årene spillet med bandet, som stadig er på toppen og sætter publikumsrekorder, når det giver koncerter. Både i Svendborg og Roskilde deltog mere end 400 tilhørere, da Kansas City Stompers nylig spillede der.
Bandet er blevet kaldt for en ”underholdningsmaskine”, for det behersker uden komplekser jazzens stilarter fra dixieland til swing og mainstream og går heller ikke af vejen for blues, rock og samba. Til Kragerup koncerten medvirker foruden Rikke Mølgaard Nikolaj Bøgelund på trombone, Niels Flipper Stuart på saxofon, Niels Abild på klarinet, Palle Juhl Hansen på klaver, Gert Rostock på bas og Kurt Riedel ved trommerne.
Koncerten finder sted søndag den 17. maj kl. 14.00, og der kan bestilles frokost forinden fra kl. 13.00.
Reservation på Kragerup Gods, tlf. 5826 1250.