Af Mette Skjoldan, MOKALA indretning

Den 2. december var der igen fuldt hus i Degneparken, hvor beboere, ansatte fra dagcentret, frivillige og et helt hold der ankom med Nygaards flextrafik deltog. En del gengangere fra sidst var at finde til arrangementet. Men også et hold nye var mødt op, da Degneparken endnu en gang lagde hus til “Din yndlingsting” – et arrangement, hvor man medbringer en ting hjemmefra som man holder af og så fortæller om den.

Lige som sidst var der helt stille da de forskellige ting, som folk havde medbragt hjemmefra, kom op af gemmerne i tasken eller fra rollatorens kurv. Og igen var det typisk ting som man havde fået af nogen nærtstående familiemedlemmer eller venner, som blev hevet frem. Det er helt essentielt i det her setup – at man kan medbringe lige hvad man har lyst til. Og at fokus er på de gode minder, og ikke på hvad det medbragte koster. Det er den værdi man selv tillægger tingene der er væsentlig. Og alle der har lyst, skal kunne deltage i arrangementet, uanset hvilke slags ting man har i sit hjem. Det er da også alt muligt forskelligt, der giver værdi til os.

Det var en intens seance, hvor der igen var et stort behov for at tale om de positive minder. Og hvor glæden over at blive hørt af et helt publikum, skabte en god samhørighed. Det er svært at sætte ord på den synenergi der skabeshver gang. Men det virker. Folk går opløftede fra stedet. I en tid er man inde i de positive minder – og kun der – sammen med andre.

Og folk ønskede en tredje gang “Yndlingsting” i Degneparken, så endnu flere ting kan vises frem. Så der kommer en opfølgning på et tidspunkt i første kvartal af 2017.

Tak til de frivillige i køkkenet, som havde lavet kaffe og varmet æbleskiver. Og til de sosu-hjælpere, der har sørget for at beboere kom op og blev klar til arrangementet. Og til ledelsen for at bakke op om projektet. Altså tak for et godt samarbejde.

Tilmelding til arrangementerne, der er gratis, er nødvendigt. Og baseret på frivillig indsats fra køkkenpersonale og oplægsholder.

“Din Yndlingsting” afholdes også for anden gang i Lynge Plejeboliger og på Holbergcentret m.fl. i det nye år. Hold øje med opslagstavle m.v. for info om arrangementet. Eller spørg personalet på stedet.

God jul og godt nytår!

Herunder er en stribe fotos fra arrangementet, som blev afholdt ude i Dagcentret i Degneparken. Afslutningsvis er der et par fotos fra et par private boliger, hvor der også blev vist lidt frem. Noget man ikke kunne bringe med pga. størrelsen eller vægten (et spejl og et maleri)