I december har en lang række forskellige folk i Sorø ladet sig interviewe om deres juletraditioner. I dag præsenteres Asger Torp Jensen, praktiserende læge i Apotekergården.

Hvad betyder julen for dig?
Julen for mig betyder fred og ro i samvær med min nærmeste familie. Også tid til samvær med venner og bekendte, god mad, drikke og hygge. Julen betyder også den tid på året, hvor jeg ser tilbage på året, som er gået med oplevelser, ferieminder samt indtryk fra den travle hverdag. Jeg mindes altid tiden, da jeg var barn på Møn og familiesamværet dengang. Juleaften indledes altid sammen med min familie med kirkegang i Pedersborg kirke.

Har du nogle særlige ønsker til denne jul?
Det ville være meget hyggeligt med lidt sne juleaftensdag, så får Julen en extra dimension af hygge.

Hvor plejer du at anskaffe juletræet (hvis der er et)?
Juletræet købes forskellige steder; i år købes træet hos spejderne på Torvet i Sorø.

Hvad plejer I at få at spise juleaften?
Det ligger helt fast med andesteg, brunede kartofler, rødkål og hvide kartofler samt god sauce og ribsgelè i halve æbler, og som dessert altid ris a la mande med mandelgave.

Er jeres julegavebudget større eller mindre end sidste år?
Nej, det er stort set det samme fra år til år.

Er det “tilladt” hos jer at give kontanter eller gavekort i julegave?
Det er tilladt at give kontanter men vi foretrækker personlige gaver.

Har du købt eller planlægger du at købe nogle af dine julegaver i Sorø?
Det bliver til enkelte gaver købt lokalt, men internettet er en stor konkurrent.

Hvordan kan Sorø blive en endnu hyggeligere juleby?
Jeg har altid syntes, at Sorø er en hyggelig by, især ved Juletid år lysene kommer op i Storegade og juletræet står tændt på Torvet. Men helt specielt for byen er Klosterporten. Flottere fås det ikke!

Asger Torp Jensen