Dit Sorø har bedt en række folk i Sorø om at stille op til juleinterview. I dag svarer Ulla Koch, rektor på University College Sjælland.

Hvad betyder julen for dig?
Julen for mig er det samvær, som jeg og min mand har med vores børn, svigerbørn og børnebørn samt den øvrige familie. Jeg glæder mig til nogle dejlige dage sammen med dem. Julen er også samvær med vennerne, idet vi som optakt til julen altid har en juleweekend sammen med dem. Årets juleweekend gik i år til Malmø.

Har du nogle særlige ønsker til denne jul?
Jeg ønsker mig hvert år nye billeder af mine fem børnebørn. Det glæder mig at kunne udskifte billederne med nye opdaterede og til at jeg i et helt år hver dag kan glæde mig over dem.

Hvor plejer I at anskaffe juletræet (hvis der er et)?
Meget ofte har vi fældet juletræet selv i Sorø Akademis skove, idet min mand, som ansat på Sorø Akademi, er blevet inviteret af stiftelsen til at fælde et juletræ. I år fældes juletræet dog hos vores datters svigerforældre

Hvad plejer I at få at spise juleaften?
I hele min barndom og hele mit voksenliv har jeg spist kalkun med rødkål, brunede kartofler samt surt og sødt. Det skal jeg også i år, men ud over at tilberede kalkunen, steger min mand og jeg både and og flæskesteg, således at alle kan få opfyldt deres ønske til juleaftensmenuen. Dertil laves forskellige saucer. Og så får vi ris a la mande med en mandel til hvert af børnene.

Er jeres julegavebudget større eller mindre end sidste år?
Jeg regner med, at budgettet holdes på det sammen niveau som sidste år.

Er det “tilladt” hos jer at give kontanter eller gavekort i julegave?
Der kan godt ligge gavekort under juletræet, men jeg foretrækker selv at købe og give personlige gaver.

Har du købt eller planlægger du at købe nogle af dine julegaver i Sorø?
Jeg køber stort set alle julegaver i Sorø, hvis det kan lade sig gøre. Fordelen ved at købe i Sorø er, at det bliver pakket ind, der følger gavemærker med, og man får en god betjening. Det er kendt i Sorø, at jeg først handler den sidste weekend inden juleaften. Sådan bliver det også i år. Og et godt tip er at have grupperet ønskerne efter forretningerne, vælge varerne ud for senere at vende tilbage efter de indpakkede varer. Det er nemt og behageligt.

Hvordan kan Sorø blive en endnu hyggeligere juleby?
Jeg har et stort ønske til forretningerne i Sorø. I skal koordinere åbningstiderne. Det er frustrerende ikke at vide, hvornår der åbnes, og hvornår der lukkes. Det vil gøre byen meget hyggeligere, hvis alle havde åbent på samme tid.

God jul til alle.

Ulla Koch