Et nyt idrætstilbud i Dianalund har set dagens lys. Jump4fun er for overvægtige eller sårbare børn og unge, der her kan få pulsen op og sved på panden.

Det handler ikke om at vinde eller tabe. Det handler ikke om at komme først, være den bedste eller stærkeste. Det skal nemlig være sjovt at gå til idræt, når man går til Jump4fun.

jump4fun-55Forskellige former for idræt på programmet
Jump4fun er udviklet af DGI, Overvægtsambulatoriet på Nordsjællands Hospitals børne- og ungeafdeling og Julemærkefonden. Konceptet er skræddersyet til børn og unge, der er udfordret på at bevæge sig af den eller anden grund.

“Vi kigger på det enkelte barns behov og forudsætninger, når vi sætter programmet sammen. Det kan være alt fra stikbold til at hinke. Vi bruger også børnenes egne ideer, så de bliver inddraget i træningen. På den måde bliver det hurtigt meget sjovere at bevæge sig”, siger Sharasana Sivaguru, der er instruktør på holdet.

De skal have succesoplevelser
Sharsana Sivaguru læser ernæring og sundhed på Ankerhus og er en af de to instruktører på holdet. For hende er det en gave at kunne gøre en forskel for lige netop denne gruppe børn.

“Det er fedt at kunne gøre en forskel for de her børn. De skal have en masse succesoplevelser med idræt, og de skal have det sjovt, så de kommer godt i gang med en sundere livsstil. Tænk, hvis den kan vare resten af livet”, siger hun.

Sundhedsplejen bakker op
Alle kan deltage i Jump4fun, men sundhedsplejen i Sorø Kommune kan også henvise børn og unge. Her er der ingen tvivl om værdien i bevægelsestilbuddet.

“Når vi sundhedsplejersker har samtaler med børn og familier om børns sundhed og trivsel, er det rart at have et motionstilbud, som er målrettet børnenes og familiernes kost og motionsvaner. Det er en fordel, at det foregår i nærmiljøet tilrettelægges ud fra det enkelte barns behov og ideer”, siger Anette Olsen, der er sundhedsplejerske.

Idræt for hele familien
Jump4fun er ikke kun for børnene. Hele familien får mulighed for at møde andre Jump4fun-hold til fællesarrangementer med træning og sund kost på programmet.

“Vi ved, at det gør en forskel, når man kan involvere hele familien. Derfor har vi madskoler, kostvejledere og ofte tilbud om idræt for både voksne og børn med i konceptet. Det er dog vigtigt at understrege, at man selv bestemmer, hvor meget man involverer sig”, siger Marianne Høyer, der er projektleder hos DGI.

Sådan kommer I med
Det er ikke nødvendigt at melde sig til inden den første træning. Det koster 350 kr. at gå på holdet i en sæson. Det er mindre end 60 kr. om måneden. Jump4fun i Dianalund, Sømosevej 48 i Dianalund hver tirsdag fra 16.00 – 17.00.