1684-1862 Sorø Historiske Festival er slut for i år, og vi bringer i de kommende dage nogle udpluk. Generelt var festivalen heldige med vejret, dog ikke i fredags, hvor der skulle have været Fægtning for sjov i Akademihaven. Ved en feberredning og hjælp fra Sorø Kommune blev det mulig at gennemføre arrangementet i tørvejr i Sorø Hallen.

Under kyndig ledelse af Susanne og Erik Lysbjerg fra SkuespilKompagniet, blev der kæmpet fredag eftermiddag. Først fik vi en spændende introduktion til fægtningen som historisk fænomen. Historier om drabelige dueller og anekdoter, også med kvindelige duellanter. Vi lærte bl.a., at komponisten Handel var en ivrig duellant, og at dueller med tiden ændrede karakter fra blodig alvor til ritualer, man med lidt held kunne slippe uskadt fra.

Herefter gav Susanne og Erik en opvisning, og så kunne deltagerne selv få lov at prøve kræfter med våbnene – dog ikke de blanke, men træpinde. Og vi fik lært, at fægtning er svært. Det professionelle fik drabelighederne til at se legende let ud.

På grund af regnen blev Fægtning for sjov ikke en af festivalens mest velbesøgte events, men helt klart en af de sjoveste – at dømme efter deltagernes begejstring.

Foto: SDL