Byrådsmedlem Rikke Bach Nielsen (S) tog i sin tale 1. maj et opgør med New Public Management og positiv psykologi: ”Den dårlige historie er simpelthen gået af mode, men den dårlige historie, er jo den, vi lærer af. For cheferne er positiv psykologi en gevinst af de helt store, for så kan man tillade sig, hvad som helst, hvis det bare kommer i en pæn indpakning”, sagde Rikke Bach Nielsen, der tidligere har kritiseret Sorø Kommune for at præsentere nedskæringer som ”Ny service”.
”Det at ”fortælle de gode historier” er blevet et meget populært manipulationsmiddel. Se nu den film, borgmesteren havde bestilt af sine kommunikationsmedarbejdere. Her skulle de rundt i kommunen og vise alle de gode historier (koste, hvad det ville), så man kunne skæmme de grimme besparelser, der faktisk har gjort et drøjt indhug i kommunens velfærd,” skrev Rikke Bach Nielsen tidligere på året til Dit Sorø.
En tour de force af glæde
Da kommunen præsenterede årsfilmen fik den ikke mange ”likes” og en del kritiske bemærkninger med på vejen. På rådhusets direktionsgang er man imidlertid stolt af filmen, der blev lanceret den 17. december 2015.
Kommunaldirektør Søren S. Kjær fortæller: ”Årsrapporten – filmen – er et nyt produkt, som supplerer den traditionelle årsrapport som er de der tre sider i Sorø Avis. Filmen har den skønhed i sig, at det er hele byrådet, hele Sorø Kommune som afsender, hvor Sorø Avis’ var borgmesterens. Og det er jo rigtigt, vi skal fortælle de gode historier. Vi lader også borgmesteren sige, at det er hårde tider. Det er en 5 minutters komprimeret tour de force af glæde over, hvordan der er sket en masse i Sorø Kommune i 2015 suppleret med en borgmester, der står med alvorsfuldt ansigt og siger, det har også været hårdt at tage de økonomiske rundture, vi har taget en 2-3 gange.”
Men ifølge Rikke Bach Nielsen og resten af den socialdemokratiske byrådsgruppe er hele Sorø Kommune ikke afsender. ”Vi har ikke godkendt årsfilmen. Den har ikke været politisk behandlet – og vi har ikke nikket ja til noget. Det var en orienteringssag,” fortæller Rikke Bach Nielsen til Dit Sorø.
Filmens fødsel
Kommunaldirektør Søren Kjær bekræfter, at det er på direktionsgangen, at ideen til filmen er opstået:
”Først så henter vi et mandat og siger, ’vil I ikke have sådan en film’, og så kigger de på os, og siger det kan måske godt være, det er måske ikke så tosset”.
”Herefter kommer der en ”sag” i økonomiudvalget. I dette tilfælde en sag der er filmet. Og borgmesteren siger, ’det er forvaltningens eller kommunaldirektørens bud på en årsrapport – kan I lide den?’ Og så brummer de lidt og siger, de synes det ser fint ud. Og så gentager vi det på byrådsmødet, der får den vist.
”Det sker i forbindelse med man tager status på vision- og planstrategien. Det er en kort komponeret visuel fremstilling af fremdriften indenfor vision- og planstrategien mv. Den er vist for byrådet på novembermødet, og fra da af tager vi det mandat på os, at vi bruger den, f.eks. som julekort, og den er sendt til byrådsmedlemmerne med forslag om at de bruger den i kommunikation med deres netværk”, siger Søren Kjær.
Rikke Bach Nielsen brugte ikke filmen som julekort. Tværtimod var hun en af dem, der kritiserede filmen, da den blev præsenteret. ”Jeg tænkte, at det var for tykt. At det var et slag i hovedet på alle de medarbejdere, der skulle igennem alle de nedskæringer,” siger hun afsluttende.
Du kan se den omdiskuterede film her:
/SDL