Fredag den 16. oktober løb den første jagt på de kommunale arealer af stablen. Kurt Olsen fra Lynge-Broby Jagtforening fortæller:

jagt“Det var et lidt fugtigt vejr, regndisen lå tæt, men vi er vel jægere og med den rigtige påklædning er det ikke noget problem. Der var tilmeldt 7 personer til dagens jagt, og det er jo grænsen for afviklingen. Vi mødtes kl. 1400 på Rørstensgården. Det viser sig så, at der er én der udebliver uden afbud øv, øv. Men vi kører til Vrangshøj, hvor dagens første såt foregår… og der går da heller ikke lang tid, før den første hare letter og redder sig i sikkerhed. Der var en enkelt rå, der valgte den sikre afstand til skytterne, og en skade fik en hilsen med. Ellers kunne vi nyde de 2 flokke med agerhøns og de 4 harer vi lettede.

Tilbage på Rørstensgården til de 2 sidste såter, efter lidt væde til ganen, fordelte vi os omkring remissen. Der gik ikke lang tid, før der smuttede en rå ud i sikker afstand til nærmeste skytte. Der faldt et enkelt skud efter en hare, men det skete der ikke noget ved, og det gjorde der heller ikke, da sneppen lettede. En høne lettede og fløj i sikkerhed i et af træerne, og en hane reddede sig i sikkerhed hos naboen.

Det var nu tid til sidste såt – en haretramp på det stykke, som kommunen er ved at klargøre til den kommende udstykning. Resultatet blev en fin hare, som også blev dagens resultat.

Sweepen blev vundet af jagtlederen med et gæt på 14 – her gjaldt vildt+ben+skud. Det hele blev afsluttet med dejlige hornsignaler.”