blomsterDN Sorø markerer de vilde blomsters dag med en spændende tur til de to afgræssede skovenge i Sorø Sønderskov: Bimosen og Elseengen, der begge rummer stor variation i antallet af vilde planter.

Det sker søndag den 14. juni kl. 10 med afgang fra P-pladsen langs Næstvedvej.

De vilde blomsters dag er et fælles nordisk arrangement, hvor over 10.000 personer den samme søndag i juni tager ud i naturen og får fortalt om de vilde planter, der findes undervejs. Netop i denne tid er blomstringen for mange vilde planter på deres højeste, så turen vil byde på et orgie i alle regnbuens farver.

Tilmelding er ikke nødvendig. Man skal blot medbringe madpakke og drikkevarer samt huske fornuftigt fodtøj.

Turleder er biolog og naturvejleder Jan Woolhead.