Charlotte Sabroe er direktør i Sorø Kunstmuseum.

Hvordan plejer du at fejre Sankt Hans Aften?
Med bål og gode venners selskab.

Hvad er dit favoritsupermarked i Sorø Kommune?
Uha, det forholder sig så besværligt, at jeg køber mineralvand det ene sted, grøntsager det andet og favoritosten kan jeg kun få i et tredje. Og af og til må jeg til en af nabobyerne for at komme i Irma. Så jeg er vist lidt af en flakker hvad det angår.

Hvor tit bruger du genbrugspladsen i Sorø/Affald Plus?
I disse sommertider, hvor haven kaster meget affald af sig, så har de besøg af mig stort set hver weekend.

Hvis turister spurgte dig, hvad de skulle se i Sorø, hvad ville du så anbefale?
Allerførst vil jeg foreslå, at de afsatte mindst en hel og gerne to dage til besøget. Sorø er jo ikke bare en perlerække af enkeltoplevelser, men en stor samlet buket, hvor kunst, kultur, historie og natur spiller sammen. Efter en veloverstået kunstmuseumsoplevelse, synes jeg, at Klosterkirken, Akademihaven, Sorø Sø med bådfarten, Hauchs og Sorø Museum må alle være must-see-tilbud. Og så kunne den kulturmætte turist jo passende slutte af med at nyde nattergalene på en aftentur over Flommen.

Hvilke attraktioner – hjemme og ude – har du selv planer om at se i løbet af sommeren?
I sommerferien tillader jeg mig den luksus ikke at lægge nogen som helst planer udover det helt lavpraktiske med at komme fra A til B. Så bliver der improviseret herfra ofte med mange uventede og positive oplevelser. Sidste år lagde vi bl.a. vejen forbi det utroligt smukke område ved Rebild og Rold Skov, som jeg ikke havde besøgt siden min barndom, og jeg kunne endnu engang notere mig, at Danmark byder på både kultur og smuk og varieret natur.

Har du planer om at høre nogle af koncerterne i Sorø Internationale Musikfestival?
Ja da!

Mener du kommunen mangler flere rundkørsler, og i givet fald hvor?
Trafikplanlægning er vist ikke min stærkeste side. Jeg er glad for at cykle.

Charlotte Sabroe