I forbindelse med Spil Dansk Dagen spiller Cæcilie Norby & Aarhus Pigekor med Aarhus Jazz Orchestra (tidligere Klüvers Big Band) i Sorø 27. oktober. Eneste koncert på Sjælland.

Det er lykkedes Spil Dansk Sorø at få fat et stort dansk navn med internationalt tilsnit. Både Aarhus Jazz Orchestra og Cæcilie Nordby er kendte og anerkendte udenfor landets grænser. Helt enestående spiller de nu i Sorø på Sorø Borgerskole som en del af fejringen af den danske musik ved Spil Dansk Dagen.

Sammen med sangerinden Cæcilie Norby og Aarhus Pigekor (30 piger i alderen 15-22 år), fortolker Aarhus Jazz Orchestra danske sange fra Carl Nielsen til nordisk jazz af komponisten Jørgen Emborg – bl.a. fra hans tid med orkesteret Frontline, som netop havde Cæcilie Norby i front.

Det sker til i forbindelse med Spil Dansk Dagen i oktober, Danmarks største musikbegivenhed med mere end 1.000 arrangementer over hele landet. Sorø blev igen i år Spil Dansk Kommune og gør et stort arbejde for at der bliver spillet og sunget overalt i kommunen, på plejehjem, skoler, virksomheder og mange andre steder

Orkesteret spiller fire koncerter på denne turné, og koncerten i Sorø bliver den eneste på Sjælland. Til Koncerterne pakkes ældre og moderne, danske klassikere ind i englesang og himmelsk jazzede toner. Resultatet bliver uden tvivl både smukt, rørende og inspirerende.

Lidt om Cæcilie Norby
Som en af Danmarks førende sangerinder har Cæcilie Norby prøvet det meste fra rock over fusion og til jazz. Som ganske ung kom hun med i jazz/fusions gruppen Frontline. Det samarbejde resulterede i to plader og flere prestigefyldte priser.

Fra 1985 til 1993 dannede Cæcilie Norby, sammen med veninden Nina Forsberg, den vokale forgrund i den meget populære pop/rock gruppe, One Two. Tre udgivelser og en kvart million solgte plader senere, valgte Cæcilie Norby imidlertid at søsætte en solokarriere, som siden har budt på samarbejde med en næsten skræmmende liste af store jazznavne.

I 1995 udkom pladen ‘Cæcilie Norby’ på det anerkendte og meget traditionsrige amerikanske pladeselskab Blue Note, og siden er det blevet til flere udgivelser med succes hos både anmeldere og pladekøbere. Blandt andet ‘I Had A Ball – Greatest & More’ fra 2007, indspillet med Klüvers Big Band (nu Aarhus Jazz Orchestra).

Lidt om Aarhus Pigekor
Koret består af 30 piger i alderen 15-22 år, ledes af Helle Høyer og regnes for et af de dygtigste pigekor i Danmark. Aarhus Pigekor har besøgt Ungarn, Sydafrika, Kina, Argentina og senest Canada, hvor koret blev kåret som ‘CHOIR OF THE WORLD’ på ‘Den Internationale Korfestival Kathaumixw’.

Lidt om Aarhus Jazz Orchestra
Aarhus Jazz Orchestra (tidligere Klüvers Big Band) er et professionelt bigband som i 2012 kan fejre ikke mindre end 35 års jubilæum. Det regnes for et af Skandinaviens førende bigbands, og har gennem tiden samarbejdet med et hav af store solister – i 2011 var orkesteret bl.a. på en længere turné i USA med den amerikanske Grammy-vindende jazz-sanger, Kurt Elling.

Efter 34 år i front trak grundlæggeren af orkesteret, Jens Klüver, sig tilbage i foråret 2012, og overlod den kunstneriske ledelse til den internationalt anerkendte saxofonist, komponist og orkesterleder, Lars Møller.

Sted
Lørdag 27. okt. kl. 15, Sorø Borgerskole, Alléen 8, Sorø

Billetter
Pris 110 kr.

Sorø Musiske Skole, Banevej 30, tlf: 5782 1630 www.soroemusiskeskole.dk

Sorø og Dianalund Bibliotek, tlf: 5787 7000 www.soroebib.dk

www.billetnet.dk

Cæcilie Norby