Man behøver ikke at være baron ligesom Holberg (eller hedde Jeppe som hans elskede komediefigur!) for at komme til at føle sig som baron. Nu er der en chance for at stille sin egen seng ind på Tersløsegaard og vågne op til alle herregårdens herligheder. Det er en drøm, der kan gå i opfyldelse til sommer: Den 204 kvm. smukke toetagers lejlighed i sydøstlængen bliver ledig den 1. juni. Det oplyser Tersløsegaard i en pressemeddelelse.

Tersløsegaard-facade-med-flag-300x200Det er den største af de fire beboelseslejligheder i Tersløsegaards to sidelænger. I hovedlængen findes selve Holbergmuseet. Den ledige lejlighed indeholder to store stuer, tre soveværelser og et stort køkken/alrum, foruden badeværelse, gæstetoilet og en hall med opgang til førstesalen. Der hører en privat have til, og desuden er der mulighed for at få sin egen garage. Se annonce.

Barokherregård
Tersløsegaard er opført i barokkens periode i 1739 og var i Holbergs eje i årene 1745-54. Det var dengang hovedsæde for et vidtstrakt gods med 89 fæstegårde, flere møller og fem kirker. Holberg fik det ophøjet til et baroni, som efter hans død overgik til Sorø Akademi. Siden 1910 har Holbergs stuer været åbne som museum, der drives af Den Holbergske Stiftelse. Museet passes af en foreviser med bolig på gården. Desuden er ansat en havemand, som tager sig af de store haver på et par tdr. land, som omgiver gården.

haveTersløse ligger 11 km. nord for Sorø og er en del af Sorø kommune. I landsbyen er der kirke, 146 husstande – og autoværksted! Bager, købmand, skomager og al anden handel er forlængst forsvundet. Til gengæld er der kun to kilometer til et af Vestsjællands største butikscentre i stationsbyen Dianalund, som også har en stor folkeskole (”Holbergskolen”, selvfølgelig…). Og ikke mindst er landsbyen omgivet af rig natur, overvældende bøgeskove, blanke søer, bakke, dale og bølgende marker med store flokke kreaturer. Lige uden for Tersløsegaards vinduer er der rigt fugleliv og ofte besøg af rådyr, fasaner og harer.

Interesserede kan henvende sig til Tersløsegaards bestyrelsesformand, landinspektør Flemming Pade, tlf. 28 19 28 90, e–mail: flemming@pade.dk

Der kan efter forhandling eventuelt ydes huslejenedsættelse, såfremt man ønsker at deltage i arbejdet med arrangementer på museet og i haven.