Af Bo Mouritzen, byrådsmedlem for Enhedslisten.
Sorø kommune har et befolknings- og et indtægtsgrundlag, der er særdeles stærkt. Samtidig har vi højkonjunktur og lav arbejdsløshed. Der burde altså være grundlag for, at Sorø kommune har en sund og stærk økonomi.
Men Enhedslisten kan konstatere, at virkeligheden er helt anderledes. Sorø kommunes regnskab for 2017 viser, at gælden aldrig har været større.
Det skaber en hverdag, som er præget af en ”stop and go” politik, der giver kommunens medarbejdere urimelige arbejdsvilkår og skaber usikkerhed, om hvilket serviceniveau man egentlig kan forvente som borger i Sorø kommune. Igennem de seneste år er der således indført skjulte besparelser, gennem det der kaldes ansættelses- og indkøbsstop. Hvilket reelt betyder, at de ansatte skal løbe hurtigere, da de kommer til at mangle kolleger, samtidig med serviceniveauet forringes, uden at det figurerer nogen steder.
Der laves det, der bedst kan betegnes som skjulte lån, i form af et vedligeholdelsesmæssigt efterslæb på over 60 mio. kr., som betyder at for eksempel Stenlille Hallen har det meget skidt. Det gælder også andre af de kommunale bygninger som Holbergskolen, hvor der er brug for mere end en kærlig hånd, og der er nu nået et niveau, hvor der er behov for en gennemgribende renovering.
Nu arbejdes der så med en ny lånemetode. På blandt andet dagplejeområdet har vi oplevet, at et skandaløst underskud i UngSorø på 6 millioner og manglende styr på demografimidlerne i 2018 blandt andet bliver finansieret af dagplejernes budget i 2019. På seneste byrådsmøde blev den samme metode brugt i forhold til udgifter på hjælpemiddelområdet, hvor byrådsflertallet reelt lånte 1,2 millioner af budgettet for 2019.
I budget 2019 valgte Blå blok (B,C,V,O og Å) at optage et efter Enhedslistens opfattelse unødvendigt lån på 30 millioner kr. Lånet skal ses på baggrund af, at Sorø kommune er belånt som aldrig før. Sorø kommunes historisk høje gæld er sammensat af en langfristet gæld på det næsthøjeste niveau nogensinde og en kortfristet gæld ved regnskabsaflæggelse, der er på det højeste i Sorø kommunes historie. Den samlede gæld var ved regnskabsaflæggelse på over en milliard kr. for første gang i Sorø kommunes historie.
Enhedslisten ser med bekymring på, at Blå blok fører en økonomisk politik, der skaber usikkerhed om fremtidens velfærd. Det er ikke en løsning at arbejde med talmagi, hvor der igen og igen rykkes rundt med underskuddene, uden at det grundlæggende problem om underfinansiering løses.
I stedet oplever vi, at sparekniven langsomt men sikkert flyttes rundt mellem velfærdsområderne. Kun erhvervslivet fritages.