Torsdag 21. januar begynder Sorøs vinterjazzprogram med lang venteliste til koncerten med DR Big Band i Victoria Teatret

Victoria Teatret Skuespiller 15Sorø kan hvad langt fra alle andre byer formår: Tiltrække publikum til den ene jazzkoncert efter den anden. Det berømte DR Big Band, som i årevis har turneret i hele Danmark, har adskillige gange prøvet at spille for halvtomme sale. Men når de på torsdag aften for første gang kommer til Sorø, er det ikke alene til en forlængst udsolgt sal i Victoria Teatret, men også til en venteliste af jazzelskere, der stadig håber på billetter. Teatret prøver i sidste øjeblik at skaffe ekstra sæder, bl.a. ved at appellere til de københavnske VIP gæster, der har forlangt plads, om måske at begrænse deres deltagelse til fordel for det lokale publikum!

Koncerten er en premiere på programmet ”Groove Travels” med værker af den engelske trompetist Gerard Presencer. Desuden spiller Big Bandet en afdeling Spirituals arrangeret og dirigeret af den svenske basunist Vincent Nilsson.

Fire koncerter i februar-marts
Vinterjazzen fortsætter med koncerter på Sorø Kunstmuseum, Café Tre Konger og Kunstnergaarden i Dianalund.

Søndag 7. februar kommer pianisten Ole Kock Hansen og giver koncert på det fine Horace Parlan flygel på Kunstmuseet akkompagneret af bassisten Thomas Fonnesbæk.

Den følgende uge er der lørdag den 13. februar koncert på Café Tre Konger med den usædvanligt stærkt swingende Danish Jazz Quartet med fire af landets mest erfarne jazzmestre, klarinettisten Leif Juul Jørgensen, pianisten Søren Kristiansen, bassisten Jesper Lundgaard og trommeslageren Alex Riel.

Til marts afsluttes Sorø Vinterjazz med besøg af sangerinden Sinne Eeg på Kunstmuseet lørdag den 5. marts samt en særlig hyldestkoncert til 100-års fødselaren Svend Asmussen på Kunstnergaarden søndag den 6. marts. Her er det violinisten Mads Tolling, gennem mange år bosat i San Francisco, der kommer sammen med Jacob Fischer, guitar, Kasper Tagel, bas, og Snorre Kirk, trommer.

Se under Det sker eller på Sorø Jazz.