Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi ransagede sidste sommer en række adresser og anholdt 13 personer. Medarbejdere i Regionshuset i Sorø var blandt de anholdte, som alle siden er blevet sigtet. De sigtede fra Sorø fik dengang selskab af ansatte fra to it-virksomheder og Rigspolitiet.
I dag er ikke færre end 27 tidligere og nuværende offentligt ansatte blevet anholdt, mistænkt for at have modtaget bestikkelse i form af mobiltelefoner, tablets og andet elektronisk udstyr. Det skriver Børsen på baggrund af en pressemeddelelse fra Anklagemyndigheden:
“Aktionen i dag er et led i en længerevarende og omfattende efterforskning. Det er helt afgørende, at mistanke om bestikkelse af offentligt ansatte bliver taget meget alvorligt, og det er denne sag et eksempel på. For at sikre at hver en sten bliver vendt, har vi under efterforskningen haft en bred tilgang. Derfor har det i dag været nødvendigt at sigte et større antal ansatte hos offentlige myndigheder og virksomheder, men det er vigtigt at understrege, at der i det videre forløb kan komme oplysninger frem bl.a. fra de mistænkte, der betyder, at sigtelserne ikke kan opretholdes”, oplyser chefen for SØIK, statsadvokat Morten Niels Jakobsen, i Anklagemyndighedens pressemeddelelse.
“Værdien af udstyret har varieret i størrelse, men har ifølge statsadvokaten typisk været på mellem ca. 4.000 kr. og ca. 50.000 kr. Gaverne er eksempelvis modtaget i forbindelse med handler med virksomheden,” skriver Anklagemyndigheden.
I marts 2016 forlod både den administrerende direktør og økonomidirektør Region Sjælland på grund af deres involvering i bestikkelsessagen med it-leverandøren Atea.