Af Birgit Juel-Hansen, Sorø Roklub 

OL feberen lever stadig, de unge nye roere strømmede til Nordea Cup begynderkaproning i lørdags på Sorø Sø, og der blev høstet masser af medaljer.

Det så nemt ud, når man sad foran skærmen og fulgte roerne i Rio. Mange kunne dog sande, at lige nemt var det ikke når man selv skulle ro. Der blev roet zik zak – kurs på banen og en enkelt båd væltede, dog først efter at være kommet over målstregen som en flot nr. 2. Ligesom i Rio skete tiltet på grund af et løst spændholdt, men Katrine var “cool” hun fortalte bagefter: ‘Jeg har mange gange tænkt på, hvordan det ville være at vælte’.

Begejstringen og glæden var stor, da medaljerne efter sidste løb på fornemmeste vis blev hængt om halsen på de unge roere. Det job klarede Nordeas bankdirektør Malene Frandsen og tidligere OL guldvinder fra Beijing Mads Kruse-Andersen tillige med en meget underholdende speaking af Klaus Hjort, som selv tidligere har været eliteroer.

Den flotte deltagelse kom fra Hadsund og Odense Roklub, som havde taget turen over Storebælt. Sammen med de Sjællandske roklubber Kvik, Viking, Skjold, Tissø, Furesø og Køge Roklub havde alle valgt at bruge lørdagen på at give de unge roere en fantastisk oplevelse.

Fra Sorø Roklub deltog ikke færre end 16 roere, hvoraf 8 af roerne kommer fra 8a på Frederiksberg skole. Denne klasse roede sig til en 4.plads ved Danmarks Stærkeste Klasse, som blev afviklet i juni i Sorø Hallen. 101 klasser/ca. 2500 elever fra Danmark havde deltaget i turneringen.

Topscore i lørdags blev Emilie Lynæs med 5 medaljer, Pernille Olsen, Rasmus Lind, Mathias Ebbekær hver 4, Hilde Denninger, Malte Arensbach, Nicoline Bluhme, Christian Nielsen, Peter Skou, Elisabeth Østergaard og Klara Sloth hver 3, Oline Pind, Smilla Post-Kallenbach og Katrine Holm hver 2, Sofie Bertelsen og Emil Nielsen hver 1.

De lidt mere øvede roere Malte og Christian, Nicoline, Smilla, Elisabeth og Sofie har vundet medalje i en A finale så de kunne ikke stille op i så mange løb. Christians lillebror Emil Nielsen havde kun prøvet at ro EDON båd et par gange og alligevel fik han kæmpet sig frem til en sølvmedalje med 1 meter til 3. pladsen.

Alt i alt en fantastisk dag og stor opbakning fra alle – lige fra mor/far på broen, de frivillige der tog turen til Sorø, dommere, motorbådsførere, de mange motionsdamer der havde bagt kage til kiosken og dem som sørgede for at der var kaffe/kage med mere og de mange som hjalp med at få arrangementet til at køre på skinner.