Direkte rapport fra Ukraine på afdelingens generalforsamling

2022 blev det økonomisk bedste år for Røde Kors i Sorø, nogensinde.

Med en omsætning på 3,1 mio. kr. i henholdsvis tøjbutikken i Storgade og Møbelbutikken på Industrivej kunne Røde Kors Sorø ende året med et overskud på 1,9 mio. kr. til humanitært og socialt arbejde herhjemme og i udlandet.

Og der er hårdt brug for pengene. Både ude og hjemme.

Ofrene for jordskælvene i Syrien og Tyrkiet nærmest skriger på hjælp.

Det samme gør de civile ofrefor krigen i Ukraine. Hjælpearbejdet i Ukraine er således den hidtil største hjælpeaktion Dansk Røde Kors er involveret i.

Og det er arbejde under vanskelige vilkår, fortalte Jan Erik Krøyer fra Dansk Røde Kors på en direkte forbindelse fra Ukraine, da Røde Kors Sorø onsdag havde generalforsamling.

Jan Erik Krøyer nævnte et eksempel på en ukrainsk by, der har modtaget så mange flygtninge, at det vil svare til, at Sorø Kommune skulle modtage ca. 5000!

Der er i øjeblikket 133 ukrainske flygtninge i Sorø.

Tallene fortæller lidt om omfanget af den udfordring, Røde Kors står overfor i Ukraine. En opgave der ikke er mindre af, at Røde Kors fra 17 forskellige nationer er repræsenteret i landet, og at arbejdet koordineres af Røde Kors i Ukraine, der ikke har den store erfaring med så stor en opgave.

Godt socialt miljø
Formand for Røde Kors Sorø, Niels Mortensen, den øvrige bestyrelse og de mange frivillige er ikke uventet stærkt tilfredse med det gode, økonomiske resultat og den fine opbakning de og de to butikker nyder godt af i Sorø.
Det gode økonomiske resultat har betydet, at der lokalt i Sorø er anvendt flere penge til sociale formål end tidligere. Behovet er der med stigende renter, energipriser og inflation.

Sektionsleder Christina Rasmussen fra Røde Kors’ Landskontor, deltog i generalforsamlingen for at give et indblik i det sociale arbejde, som Dansk Røde Kors og de mange frivillige bidrager med herhjemme, og hun benyttede lejligheden til at glæde sig over – hvad hun kaldte – en særdeles velfungerende afdeling i Sorø.

”Det skinner tydeligt igennem, at I har en god og stabil afdeling med et godt socialt miljø blandt de frivillige.”

Et synspunkt som de fremmødte på generalforsamlingen nikkede ja til og kvitterede for med at gøre alle valg til genvalg.

Foto: ABW