Tolv lokale virksomhedsledere er netop vendt hjem fra et erhvervsfremstød til Estland og Letland arrangeret af Sorø Erhverv. Et tætpakket program med besøg hos virksomheder og erhvervsklynger inden for eksport, fødevarer og it har sat den hjemlige erhvervsudvikling i perspektiv og skabt værdifulde kontakter. 

For Ashley Brereton, direktør i Sorø Reklame, blev turen noget af en øjenåbner.

– Det var spændende på den chokerende måde at opleve hvor langt fremme de er i Estland når det gælder it. Myndighederne har et system hvor de kan se alt – virkelig alt – om borgerne. Din skat, dine bankoplysninger, dine fartbøder, din uddannelse, dine lægejournaler. Det hele. Politiet scanner din nummerplade, og hvis du har fødselsdag, bliver du vinket ind til siden – for så har du sikkert drukket. Det er helt vildt. De er så langt fremme med it at de mangler arbejdskraft.

– Det er ikke altid rart at høre sandheden, men sandheden er at vi er decideret bagud i Danmark. Vi skal tage os gevaldigt sammen hvis vi vil med frem i bussen, siger Ashley Brereton.

Lokalt netværk
Udover inspiration og viden om klyngeudvikling har deltagerne fået styrket deres lokale netværk.

– Når man er af sted i tre dage får man tid til at lære hinanden at kende. Alle mennesker vil helst gøre forretning med nogen de kan lide, så de personlige kontakter betyder alt, siger Ashley Brereton.

Klyngedannelse med ryggen mod muren
For Paw Nielsen, direktør i Højvang Laboratorier, satte besøgene i de baltiske erhvervsklynger det hjemlige fokus på klyngeudvikling i perspektiv.

– Det var inspirerende at opleve det gåpåmod de lagde for dagen når det gjaldt klyngeudvikling. Man mærker tydeligt at deres udgangspunkt er et andet. De kommer fra kaos og lav levestandard og er ganske enkelt tvunget til at samarbejde hvis de vil sætte gang i en udvikling.

– Her er vores udgangspunkt i Danmark mere luksuriøst. Vi er ikke på samme måde tvunget til at samarbejde. Men der er ingen tvivl om at vi kan opnå noget hvis vi bliver bedre til at udvikle noget sammen, siger Paw Nielsen.

Det baltiske erhvervsfremstød er et led i udviklingen af to virksomhedsklynger i Sorø Kommune. Erhvervsfremstødet er gennemført med tilskud fra Nordisk Ministerråd.

Erhvervsdelegationen fra Sorø besøger Skype i Estland. Esterne er verdensmestre i it-sikkerhed, og det er ingen tilfældighed at Natos hovedkvarter for it-sikkerhed ligger i Estland. Foto: Ashley Brereton
Erhvervsdelegationen fra Sorø besøger Skype i Estland. Esterne er verdensmestre i it-sikkerhed, og det er ingen tilfældighed at Natos hovedkvarter for it-sikkerhed ligger i Estland. Foto: Ashley Brereton
Virksomhedsbesøg Letland
Erhvervsdelegation fra Sorø besøger bryggeriet Valmiermuižas alus som er en del af en hurtigtvoksende lettisk fødevareklynge. Foto: Ashley Brereton