Af Bo Mouritzen, Byrådsmedlem, Enhedslisten i Sorø.
Fra Enhedslisten valgte vi på det seneste byrådsmøde at stemme imod Sorø Kommunes beskæftigelsesplan for 2019. Den primære grund er, at vi mener, at planen er skrevet i et sprog, der dehumaniserer de mennesker, der står udenfor arbejdsmarkedet.
Det er for eksempel stærkt bekymrende, når der står, at ”virksomheden er en kunde der aftager jobcentrets service og borgere”. Efter Enhedslisten opfattelse bliver borgeren dermed blot et produkt, der skal afsættes, billedligt talt en sæk kartofler, i stedet for et individ med egne behov og ønsker.
Det bliver værre med sætningen ”Jobcentret skal have de services og produkter, som virksomhederne efterspørger”. Produktet her er altså borgerne, mennesker hvis eneste ”fejl” er, at de af den ene eller anden årsag ikke er på arbejdsmarkedet.
Enhedslisten ser planen som et eksempel på, at mennesker, der modtager overførselsindkomster, fuldstændigt forsvinder som personligt element. Det vidner om, at beskæftigelsesplanens primære formål ikke er at støtte det enkelte menneske. Dens udgangspunkt er ”at imødekomme virksomhedernes aktuelle behov for kvalificeret arbejdskraft”.
Beskæftigelsesplanen for 2019 er til for virksomhederne, ikke for borgerne.
Beskæftigelsesplanen opererer med, at menneskers arbejdskraft ikke har værdi, hvis de er på overførselsindkomst. Derfor tilbydes de arbejdsløse til virksomhederne som gratis eller billig arbejdskraft. Det være sig i form af virksomhedspraktikker, løntilskudsordninger, nyttejobs, ressourceforløb og andre former for aktivering.
Det er urimeligt, at en borger, der er tæt på arbejdsmarkedet, kan sendes i løntilskud i 4-6 måneder. Det er jo en person, der bør opnå normal ansættelse. Hvorfor skal man acceptere en ekstra prøveperiode på op til 6 måneder – og det uden at være sikret beskæftigelse?
Enhedslisten er modstandere af, at Beskæftigelsesplanen for 2019 deler folk i en A og en B gruppe, hvor nogle har fuld adgang til løn og anstændige arbejdsvilkår, mens andre skal acceptere de vilkår de tilbydes som ”en del af arbejdsløshedssystemet”. Enhedslisten er, som følge deraf, også modstandere af de skærpede sanktioner, der kan ramme blandt andet dagpengemodtagere.
Hvis ikke der kan tilbydes reel beskæftigelse på overenskomstlignende vilkår, skal folk ikke tvinges til at arbejde gratis. Vi er tilhængere af afbureaukratisering på området, f.eks, at der ikke iværksættes ressourceforløb, der kun opfylder dokumentationskravene.
Det er lige præcis politiske vedtagelser som beskæftigelsesplanen for 2019, der gør, at folk i første omgang sendes i ressourceforløb. Ressourceforløb hvis eneste formål er at opfylde dokumentationskravene, i stedet for at bringe personen tættere på arbejdsmarkedet.
I beskæftigelsesplanen for 2019 er der efter Enhedslistens opfattelse for meget fokus på mål, og for lidt på, hvilke forandringer der skal laves i indsatsen. For Enhedslisten er det bekymrende at se, at det sprog vi bruger om dem, der er udenfor arbejdsmarkedet, bliver stadigt mere dehumaniserende. Det tror vi hverken er et ønske fra forvaltning eller politikere, men det er en konsekvens af konkurrencesamfundets fundamentale tilgang til mennesket.
Vi har kun værdi i forhold til vore evner til at opfylde erhvervslivets behov. Enhedslisten har derfor valgt at undlade at tiltræde ”Beskæftigelsesplan for 2019”, idet vi mener den reducerer borgeren til et produkt, der alene skal tilpasses erhvervslivet, ligesom der mangler afbureaukratisering og nytænkning i indsatsen.