Tegner, grafiker og illustrator Annemette Bramsen, der bor på Frederiksberg, medvirker her i vores interviewserie. Annemette har senest illustreret bogen Kan man spise softice med pinde? der handler om adoption.

Hvad er det bedste ved at bo her?
Skoven, søen og ikke mindst vores have. Vi har boet her på Frederiksberg i seks år, og vi går tur i skoven hver dag med vores hund. Det bliver jeg vist aldrig træt af. Min mand og jeg har boet i København i mange år, og flyttede herud, mest fordi vi gerne ville have vores egen have. Og det har vi fået… Den er alt for stor til, at vi kan passe den ordentligt, men vi elsker den! Og så er vi meget glade for at have stationen lige i nærheden.

Deltager du i det lokale foreningsliv?
Jeg følger min datter til puslingegymnastik i LBI, og vi gik et par sæsoner til musiklegestue i Sorø Musiske skole.

Har du en yndlingsbutik i midtbyen?
Jeg er glad for stort set alle de butikker vi har i byen og håber, at ikke flere af dem må lukke! Biografen synes jeg er et stort aktiv for byen. Men yndlingbutikken er jo nok Emils Chokolade 🙂

Hvad er dit indtryk af det nye kunstmuseum?
Desværre har jeg kun nået at besøge museet en enkelt gang; på åbningsdagen. Men jeg synes, det er blevet meget smukt. Min mand og jeg har begge en kunstnerisk uddannelse, og da vi skulle flytte herud, havde vi hørt meget om Vestsjællands Kunstmuseum; at de havde nogle gode udstillinger af nutidskunst og en fin samling – men vi havde ikke været der. Vi glædede os til at besøge det og var ret sikre på, at de havde fine lokaler, beliggende ved søen… Det viste sig jo at være forkert. Vi blev ærligt talt lidt skuffede over beliggenheden, men nu har museet fået et tiltrængt løft, og jeg håber, jeg kommer til at bruge det meget mere.

Har du nogensinde været til koncert i Sorø?
De første par år vi boede her, var vi til nogle klassiske musikfestivalkoncerter i klosterkirken. Husker især en orgelkoncert, som var helt fantastisk. Det er jo et megasejt orgel, der sidder i den kirke 🙂 Men så fik vi barn… Når hun er stor nok til at tage med, vil vi nok tage til flere af de koncerter. Vi har endnu ikke været tiltrukket af repetoiret på Kulturcafé Ludvig eller Vesth Huset. Det tror jeg ikke, vi kommer til at bruge.

Hvornår har du sidst været rundt om én af søerne?
Det var jeg engang i efteråret – kan ikke huske præcis hvornår. Vi er en lille flok damer her i kvarteret, der mindst én gang om året tager turen rundt om Sorø sø – med indlagt frokost undervejs, på enten Støvlet Katrines Hus eller Café Tre Konger. Og så tager jeg også turen med familien en gang imellem.

Har du planer om at fejre kyndelmisse i Sorø?
Nej – ikke planer. Men det skal da prøves. Måske/måske ikke i år… Hvis min datter har sovet til middag og kan holde sig vågen så sent.

Hvad savner du i Sorø?
Jeg har i dén grad savnet en offentlig legeplads i byen. Især da jeg var på barsel med et adopteret barn på omkring to år. Det undrer mig, at der ikke er en legeplads i en by, der er så befolket af børnefamilier.

Jeg er godt klar over, at jeg ikke kan få det samme liv i gaden, som vi havde i København, på Vesterbro, men det har også undret mig, at området omkring søen ikke udnyttes lidt bedre til socialt liv. Området omkring sejlklubberne er så charmerende, men er lukket helt af for andet end medlemmer. Kunne der ikke blive plads til bare et lillebitte is-hus – eller endnu bedre; en café – ud til søen? Der er rigtig meget grillmad oppe i Storgade, men et lille sted ud til søen, hvor man kan sidde og få en god sandwich og en god kop kaffe – det mangler vi.

Den lille strand ved Skjolden er jo meget velbesøgt om sommeren – vi kunne godt bruge lidt mere af den slags. Steder, hvor børnefamilier og andre kan mødes, uden at der absolut skal laves aftaler i forvejen. En svømmehal, der er til at komme i nærheden af, har jeg også savnet. Og lidt flere specialbutikker. Det er nok ikke realistisk lige for tiden, og i grunden synes jeg, vi er ret godt dækket ind i forhold til byens størrelse – men det ville da være skønt med lidt mere liv omkring bymidten.

Annemette Bramsen