akademister2European Business Games er en europæisk iværksætterkonkurrence for unge på STX og HHX. Det gælder om at etablere den bedste fiktive virksomhed. Semifinalen blev afholdt i Danske Bank i Køge, hvor tre dommere afgjorde, hvem, der havde etableret den bedste fiktive virksomhed og dermed har en god chance for at få realiseret deres produkt.

De tre drenge, Mikkel Roslundh, Henrik Færgemann og Hans Mejlvang Rasmussen slap igennem nåleøjet og gik videre til finalen, som bliver afholdt d. 30 april 2015 i Finansrådet.

Kun 8 grupper er tilbage, heriblandt Sorø Akademi, Herlufsholm Skole, Vestfyns Gymnasium og Greve Gymnasium. Præmien til vinderne af dette års EBG konkurrence er ikke mindre end 25.000 kr. Men rejsen slutter ikke i København, for går man videre i finalen, går turen til Kroatien, hvor den europæiske konkurrence afholdes.

Drengenes fiktive virksomhed ”MRF” har udviklet en cykellås med NFC chip samt en GPS chip. Du kan åbne cykellåsen med din smartphone ved at bruge NFC chippen, der er placeret i din smartphone.

Dit Sorø har været så heldige at få et interview med de tre unge, ambitiøse iværksættere:

akademisterHvad vil I bruge de 25.000 kr. til, hvis I vinder?
Vi vil nok bruge nogle af dem i Kroatien, men ellers skal de gå til at få vores produkt realiseret og få startet en lille virksomhed op, siger Henrik.

Føler I, at I er klar til at starte en virksomhed allerede nu?
Ja, bestemt. Vi vil måske få brug for lidt rådgivning, men det er der masser af mulighed for igennem EBG’s netværk, der hjælper unge iværksættere med at gøre deres drøm til virkelighed.

Hvordan fandt I på ideen?
En ide opstår oftest ud fra et problem, som man ønsker at løse. Vi sad derfor og tænkte over diverse problemstillinger, vi kan komme ud for i hverdagen. De fleste har prøvet at få stjålet deres cykel eller miste cykellåsen – og derefter udviklede vores ide sig hurtigt, siger Mikkel Roslundh.

Hvad regner I med at denne ”super cykellås” kommer til at koste?
Vi regner med at prisen kommer til at ligge på cirka 400 kr. Det er selvfølgelig en smule dyrere end de andre cykellåse på markedet, men den differentierer sig også fra de andre cykellåse på markedet ved en helt ny teknologi.

Hvor vil man kunne købe cykellåsen?
Vi vil prøve så vidt som muligt at få den udbredt. Dvs., at vi gerne vil lave aftaler med cykelsmede samt større kæder som Bilka og Kvickly. Derudover vil vi lave en hjemmeside, hvor låsen kan købes online, siger Hans Mejlvang Rasmussen.

/KB