PRESSEMEDDELELSE

Siloer i Sorø

Lørdag den 15. oktober 2011 var disse 28 meter høje siloer centrum for en spændende aktivitet arrangeret af Rotary i Sorø for kommunens borgere.

Henrik Christensen og Casper Jørk fra Sorø Rotary Klub havde taget initiativ til rappelling i forbindelse med klubbens indsamling til bekæmpelse af Polio. Adventure Sport Sorø stillede mandskab og udstyr til rådighed.

Vores sekretær Anne Skonning Plasmann gik foran og viste på vegne af kvinderne i klubben mod og engagement i vores fælles bestræbelser på at yde en optimal indsats.

Anne Skonning Plasmann

Det var ikke uden en vis nervøsitet, at hun og de øvrige deltagere i dagens arrangement kastede sig ud fra den store højde. En del af byens friske borgere fandt denne formiddag vej ud til Siloerne for at prøve grænser og samtidig yde et bidrag til en god sag.

Også vores udvekslingsstudent Sarah fra Colorado skulle afprøve, om det disse skøre danskere nu havde fundet på, også var noget for hende. Også hun fandt vej ned af siloens yderside.

Sarah

Derudover mødte en enkelt borger med en udtalt højdeskræk op. Også hun klarede turen ned af den stejle og glatte siloside.

Arrangementet varede fra kl. 11 til 14, og der var fra starten mødt mange, der gerne ville ud for at afprøve sig selv i ekstremiteterne. Deltagernes antal tyndede noget ud senere, men alligevel blev der et overskud på 3000 kr., der naturligvis går ubeskåret til Rotarys bekæmpelse af polio.

Nogle af dagens deltagere var ikke helt med på at skulle ned ad ydervæggen på siloen. De kunne sammen med præsidenten fra Rotary Sorø Axel Brandt Lumholt i stedet nyde den helt formidable og fantastisk smukke udsigt oppe fra den øverste del ad siloerne.

Den yngste, der tog turen ned ad ydersiden var dog en pige på 7 år.

Axel Lumholt