Frivilligcenter Sorø 
Tokesvej 1, 1. sal
4180 Sorø
29417092
info@frivilligcenter-soroe.dk

Følg Frivilligcenter Sorø på Facebook 

Samler kræfterne
Danmark er et foreningsland, siger man; bare der er tre personer samlet, danner man en forening, og Sorø er ingen undtagelse. Det er dog ofte en god idé at samle kræfterne på en eller anden måde, og det er Frivilligcenter Sorø primus motor for. Centret arbejder med kompetenceudvikling hos de frivillige, samt fundraising til og markedsføring af foreningernes aktiviteter.

Succes fra start
Frivilligcenter Sorø, der åbnede i 2013, er et af 65 frivilligcentre på landsplan. Det udsprang af Frivilligt Forum der med succes, startende med EU’s frivilligår i 2011, lobbyede for at få et frivilligcenter til Sorø. I den spæde start var sekretariatet placeret i det gamle rådhus på Torvet, men flyttede siden til Holbergcentret.

Anerkendelse af ildsjæle
Frivilligcenter Sorø er en selvejende institution med det overordnede formål at understøtte et stærkt og varieret foreningsliv i Sorø. Civilsamfundet i Danmark udfører en masse opgaver, opgaver som ellers lander mellem to stole. Det skal gerne være let at blive frivillig, og Frivilligcenter Sorø har fokus på at feje forhindringer væk, for dem der vil yde en frivillig lokal indsats, bl.a. ved at styrke samarbejdet mellem de frivillige og det offentlige.

Det skal også gerne være sjovt at være frivillig, hvorfor det er vigtigt at øge kendskabet og dermed anerkendelsen for den kæmpeindsats ildsjælene yder i Sorø. Det gør man bl.a. ved netværksarrangementer, ikke mindst Frivillig Fredag, der finder sted forskellige steder i kommunen.

Desuden afholdes FrivilligBørsen, hvor foreninger, offentlige institutioner, virksomheder og privatpersoner mødes i festligt lag for at lave aftaler om at hjælpe hinanden, dele/bytte ressourcer, samarbejde mv. Til forskel for andre messer, er der ingen boder på FrivilligBørsen: Man går rundt mellem hinanden, så alle kan være med hele tiden. Reklamer mv. bærer man på sig, og mange klæder sig ud.

Hjælp til at skaffe midler og muskler
Konkret hjælper Frivilligcenter Sorø med rekruttering af flere frivillige via networking. Alle kan nemlig bidrage på et eller andet niveau, og selv de mindste bidrag er værdifulde. Det skal ikke være sådan at man byder ind, og så pludselig bliver overbebyrdet. Det ligger derfor Frivilligcenter Sorø meget på sinde at hjælpe med at finde den rette hylde, til de mange i Sorø Kommune der ønsker at yde en frivillig indsats. Men uden midler kommer en forening ikke ret langt, derfor er fundraising er et andet område, hvor Frivilligcenter Sorø hjælper.

Meld dig ind
Alle foreninger, organisationer, netværk og grupper, der beskæftiger sig med frivilligt socialt arbejde i Sorø Kommune kan blive medlem af Frivilligcenter Sorø. Enkeltpersoner og erhvervsdrivende kan optages som støttemedlemmer. Det koster kun 50 kr. pr år, og blandt de mange medlemsfordele er foruden stemmeret og adgang til kompetenceudvikling og netværking, gratis print og kopiering.

Har du en idé til et arrangement eller et andet tiltag, er du meget velkommen til at kontakte Frivilligcenter Sorø i Holbergcentret.

Frivilligcenter Sorøs bestyrelse og den nye centerleder, som tiltrådte 1. april 2022. Fra venstre: Jesper Thomsen, Rosa Madsen, Anne Birthe Ottsen, centerleder Christina Hannine, Elisabeth Rasmussen, Rolf Lehrmann og formand for bestyrelsen Michael Daugaard. Foto: Rolf Lehrmann


sølvpartner