Færre skader gør forsikringen billigere for de vestsjællændere, der er forsikret i det kundeejede GF Forsikring. Det forklarer selskabet i en pressemeddelelse med henvisning til, at kunderne i 2019 vil få del i et overskud på ca. 130 mio. kr, som skyldes fald i antallet af indbrud samt færre storme og skybrud.
GF Forsikring har kunnet notere sig markant færre indbrud i årets første otte måneder end i samme periode i fjor. Og samtidig har kunderne i 2018 indtil videre været forskånet for store storme og skybrud og de skader, som typisk følger i kølvandet. På den baggrund skønnes, at der på landsplan vil blive en overskudsdeling til kunderne på 130 millioner kroner i 2019.
– Meget kan selvfølgelig nå at ske i årets sidste måneder, men udviklingen i 2018 gør, at vi allerede nu kan melde ud, at vi forventer en pæn overskudsdeling til kunderne i 2019, siger Jørgen Kristoffersen, som er formand for GF Vestsjælland.
– Overskudsdelingen hos GF Forsikring er vores kunders sikkerhed for, at de til hver en tid betaler den rigtige pris for vores forsikringer, fortsætter Jørgen Kristoffersen.
Deleøkonomisk tankegang
– Hos GF er overskudsdelingen solidarisk ud fra ”en for alle”-princippet, helt i tråd med deleøkonomiske trend der hitter mange steder i samfundet i disse år. Så både familien i Kalundborg, Holbæk, Sorø, Slagelse og Ringsted vil kunne mærke effekterne af, at der har været færre indbrud, og at der kun har været få mindre storme og skybrud indtil videre her i 2018. De vil ganske enkelt få trukket et beløb fra prisen, når de skal betale for forsikringerne til næste år, forklarer Jørgen Kristoffersen.
Det endelige beløb til overskudsdeling ligger dog først fast, når årets samlede skader er gjort op. Her vil GF give direkte besked om, hvad overskuddet kommer til at betyde i kroner og ører for den enkelte kunde.
GF Forsikring er ejet af kunderne og skal derfor ikke skabe afkast til aktionærer. Til gengæld deler GF overskuddet med sine kunder – også de kunder, der har været så uheldige selv at få en skade i årets løb. I starten gjaldt overskudsdelingen kun for bilforsikringen, men i dag har GF overskudsdeling på alle forsikringer. Den enkelte kundes andel af overskuddet bliver trukket fra i prisen for det kommende års forsikringer. Beløbet fratrækkes som en procentsats af prisen.
Ubudne gæster som disse har GF’s kunder indtil videre haft færre af end sidste år – og det kan ses på skaderegnskabet i det kundeejede selskab. En udvikling, der kommer kunderne direkte til gode i form af overskudsdeling til næste år.