PRESSEMEDDELELSE

Træning skal sikre fremtidens ældrevelfærd
Hjemmeplejen i Sorø Kommune tager nu fat på det største omstillingsprojekt i hjemmeplejens historie. ”Aktiv – hele livet” hedder projektet. Forebyggelse og hjælp til selvhjælp er nøgleordene.

Hvis en ældre medborger henvender sig til Sorø Kommune for at få hjemmehjælp, vil hun fremover blive tilbudt et skræddersyet træningsforløb der har til formål at gøre hende i stand til igen at kunne klare de ting, hun tidligere har kunnet.

”Det er tale om et paradigmeskift hvor forebyggelse og hjælp til selvhjælp er i fokus,” siger Annette Raaschou van der Star, formand for Sorø Kommunes sundhedsudvalg. ”Hele tankegangen er at hjælpe de ældre til at genvinde nogle af de færdigheder, de har mistet, så de har brug for mindre hjælp i hverdagen. ”

Selvhjulpne ældre er gladere og har en højere livskvalitet
”Filosofien bag den nye tilgang er, at langt de fleste mennesker helst vil kunne klare sig selv, frem for at være afhængig af hjælp fra pårørende og kommunen. Ældre som kan klare sig selv er gladere og har en højere livskvalitet,” siger Annette Raaschou van der Star.

Der er tale om en stor og markant omstilling i ældreplejen. I dag bygger hjemmeplejen i vid udstrækning på, at personalet kompenserer for de funktioner den ældre ikke kan varetage længere. Det kan dreje sig om praktisk hjælp til rengøring eller om hjælp til at klare den personlige hygiejne. Men især når det gælder den personlige hygiejne, vil de fleste mennesker helst kunne selv. Med den nye tilgang vil den ældre i samråd med et tværfagligt team lægge en plan for, hvordan den ældre kan træne sig op til igen eksempelvis at kunne gå i bad på egen hånd.

Hjemmeplejen ruster sig til fremtiden
Andelen af ældre over 60 år stiger med over 30 % frem mod år 2025. Hvis alle disse ældre skal have samme grad af hjælp som i dag kommer det til at betyde et voldsomt pres på den kommunale økonomi. Håbet med den nye tilgang er at reducere mængden af ældre som har behov for hjælp – så der fortsat er ressourcer til at hjælpe dem, der har brug for det.

Erfaringer fra andre kommuner viser, at det virker.

”Vi er blevet inspireret af de meget gode erfaringer, de har gjort sig i Fredericia, hvor de har gennemført en tilsvarende omstilling. Dér er mange borgere blevet i stand til at klare sig selv – og kommunen har endda reduceret omkostningerne til hjemmeplejen. I Sorø håber vi, at omstillingen ud over en større livskvalitet for den enkelte også betyder, at hjemmeplejen er i stand til at klare det stigende antal opgaver der kommer i de kommende år,” siger Annette Raaschou van der Star.

Ikke for alle
For en stor del af hjemmeplejens nuværende brugere får omlægningen ingen betydning. Det er primært nyhenviste borgere, samt borgere, der efter f.eks. en sygehusindlæggelse eller andet funktionstab, har et ændret behov for hjælp, der får tilbudt den intensive træningsindsats.

Sorø Kommune skønner at langt størstedelen af de nye brugere af hjemmeplejen vil have glæde af det nye tilbud om træning. Mange vil blive helt selvhjulpne, andre vil få behov for hjælp i et mindre omfang end ellers. Enkelte vil slet ikke have gavn af træningen og vil naturligvis få den hjælp og pleje, de har behov for.

Projekt ”Aktiv – hele livet” starter til oktober. De første 3 måneder bruges til at høste konkrete erfaringerer. Fra årsskiftet vil projektet blive udbredt gradvist til hele hjemmeplejen.