PRESSEMEDDELELSE
Sorø Roklub vandt 2 Årgangsmesterskaber i Holstebro
Sorø Roklubs talentfulde ungdomsroere var i særklasse ved Årgangsmesterskaberne – flot og bred repræsentation af piger og drenge i både jun C (12 – 14 år) og jun. B (14 – 16 år) – og med små nye på vej!
Årgangsmesterskaberne er Dansk Forening for Rosports officielle danmarksmesterskaber for roere i junior C (12 – 14 år) og B (14 – 16 år). Danmarksmesterskaber for junior A-roerne afvikles ved det store DM, som roes 1. oktober på Brabrand sø.
Sideløbende hermed roede Sorø-roerne point hjem i TU Cup-løbene i single, dobbelt sculler og db.firer. De 30 Sorø-roere – fordelt fra yngste jun. D til ældste mastersroer – havde 69 starter på Vandkraft-søen incl. indledende, semifinaler og finaler.
Det var travle dage for Sorø Roklubs Birgit Juel-Hansen, Lasse Buus og træner og kaproningschef Gert Busk sammen med flere villige forældre: hele tiden i gang med at hjælpe roere ud eller ind fra vandet – sikre at der var det rigtige nummer på bådene og at roerne roede i de rigtige både.
Det var herlige rodage på Vandkraftsøen med en god medsø i mildt og dejligt vejr: lørdag med sol og søndag overskyet med meget lidt nedbør.