Sorø Privatskole bakker op om Sorø Kommunes Børnekulturuge Slaraffen, når de går med i det fælles optog fredag 25. maj kl. 14. Normalt finder optoget sted samme dag som Sorø Privatskoles Festival, men Slaraffen er flyttet en uge frem i år.
Det skriver Sorø Privatskole til Dit Sorø.
Uge 21 står i børnekulturens tegn i Sorø Kommune. Her finder børnekulturugen Slaraffen sted med stor opbakning fra en lang række af daginstitutioner, skoler og SFO’er i kommunen. Deriblandt Sorø Privatskoles SFO.
”Det er vigtigt, at vi alle bakker op om Slaraffen. Slaraffen er et rigtig godt initiativ, der passer fint med kommunens vision om at blive Danmarks bedste sted for børn og familier.
Jo flere aktiviteter og tilbud målrettet børn, om det så er kulturuger eller noget andet, jo mere attraktiv bliver kommunen for den her gruppe af borgere,” udtaler Johnnie Christiansen, der er afdelingsleder for indskoling, SFO og klub på Sorø Privatskole.
Slaraffen kulminerer op til weekenden med et eventyrligt fælles optog gennem Storgade om fredagen og masser af aktiviteter og underholdning om lørdagen.
”Vi glæder os over, at være en del af dette års festoptog. Børnene kommer ikke fra samme skole, men måske har de gået i børnehave sammen, eller også kender de hinanden fra en fritidsaktivitet eller det område, de bor i. Større er Sorø heller ikke. Det skaber identitet, når vi mødes på tværs af klasser, årgange og skoler gennem kreative lege og udtryksformer,” forsætter Johnnie Christiansen.
Hovedformålet med Slaraffen er at give børnene nogle gode kulturelle oplevelser, der er underholdende og har substans, gennem et nyt tema hvert år. I 2015 var temaet dyr, i 2016 var det eventyr og i 2017 var det cirkus. Temaet i 2018 er genbrug.
Det er Sorø Bibliotek og Sorø Byråd og Sorø Kultur, der er initiativtager til Slaraffen. Biblioteket samarbejder med kommunens øvrige kulturinstitutioner, frivillige og foreninger om kulturtilbud og oplevelser til alle dagene.