PRESSEMEDDELELSE
Trampestisystem og rekreative områder åbnes den 25. juni kl. 9.30 i “Anneliselunden” ved Kongsholm i Fjenneslev. Alsted-Fjenneslev Lokalforening, Sorø Kommune og Naturstyrelsen har samarbejdet om de nye muligheder for naturoplevelser i lokalområdet.
Borgmester i Sorø Kommune, Ivan Hansen taler og indvier de nye opholdspladser ved Anneliselunden og Tuel Å-fiskeplads samt det nye net af trampestier syd for Fjenneslev by.
Indvielsen markerer den foreløbige afslutning på et stort ud-i-naturen-projekt, som har været undervejs de seneste par år. Første etape blev skudt i gang allerede i efteråret med indvielsen af Sundhedsporet og nu følger de nyetablerede trampestier og opholdsområder ved Anneliselunden og Tuel Å fiskeplads.
”Vi er glade og stolte over, at folk i Alsted-Fjenneslev nu får nye muligheder for at komme ud og nyde naturen i det åbne land omkring dem. Trampestierne og sundhedssporet indbyder til en dejlig gåtur eller en rask løbetur. De nye opholdspladser i Anneliselunden og fiskepladsen ved Tuel Å giver gode muligheder for grill, hygge, fiskeri eller blot et velfortjent hvil under gåturen.”
Siger John Nielsen, formand Alsted-Fjenneslev Lokalforening og fortsætter
”Vi vil gerne sige tak for det gode samarbejde til lodsejerne og særlig tak til Lajla & Anders Dalegaard som lægger jord til stien op til Fjenneslev kirke. Med tiden håber vi på andre lignende frivillige aftaler, så stisystemet kan vokse i de kommende år.”
Alle beboere i området er inviteret til åbningen og der venter en hyggelig dag med morgenkaffe, bygning af fuglekasser, smådyrssafari, bålmad, fiskeri og meget mere.
Program:
Kl. 9.30 Morgenkaffe i Anneliselunden og mulighed for at bygge fuglekasser (Adgang fra Kongsholm)
Kl. 10.00 Åbningstale v. Borgmester Ivan Hansen
Kl. 10.20 Fremvisning af Anneliselunden og fortsat bygning af fuglekasser
Ca. Kl. 10.40 Fælles gåtur mod Tuel Å Fiskeplads
Fra Kl. 11.30 Mulighed for fiskeri og udforskning af området ved Tuel Å fiskebroen
Kl. 11.30 Smådyrs Safari ved Tuel Å Fiskeplads, v. Fagcenter Teknik og Miljø, Sorø kommune
Kl. 11.30 – 13.30 Servering af bålmad v. kok Stefan Sørensen
Kl. 14.00 Tak for i dag
Baggrund
Projektet er realiseret gennem et længere samarbejde mellem Sorø Kommune, Naturstyrelsen og Alsted-Fjenneslev Lokalforening, med henblik på at lette adgangen til det åbne land og give folk i området nye naturoplevelser.
Det startede med at Naturstyrelsen fik områderne ved Anneliselunden og Tuel Å i arv efter Annelise Jensen som døde i 2006 uden arvinger. Hendes jord lå syd for Fjenneslev i forlængelse af et stykke kommunalt ejet jord, hvilket gav basis for et sammenhængende stisystem til Tuel Å med tilhørende opholds- og fiskeplads. Derudover havde Annelise Jensen et engareal nord for Fjenneslev, som er blevet til opholdsområdet Anneliselunden.
Annelise Jensen levede sit liv stille og alene på gården på Sasserbrovej, men var en kendt skikkelse i lokalområdet, når hun på sin karakteristiske måde bevægede sig rundt på sin cykel i området. At hendes arv er blevet et fælles gode for folk i området er glædeligt og forhåbentligt helt i hendes ånd.
Kontaktpersoner
Alsted-Fjenneslev Lokalforening:
Formand John Nielsen, tlf. 22 57 82 86 kl. 9.00-15.00 el. 57 80 94 91 efter kl. 16.00
Sorø Kommune, Teknik og Miljø:
Projektkoordinator Line S. Magnussen, tlf. 57 87 63 48
Naturstyrelsen, Lokalenhed Storstrøm:
Skovfoged Anders Walther Hansen, tlf. 54 43 90 13 el. 22 49 65 96