Snart kan Stenlilles borgere tilmelde sig fjernvarmen – kom og hør de seneste, varme nyheder i Stenlille Kulturhus den 26. august kl. 19.00!

”Der er arbejdet hårdt i kulisserne for at Stenlilles borgere kan få tilbudt fjernvarme. SHHB/ Lokalråds fjernvarmegruppe fik indsamlet de nødvendige interessetilkendegivelser. AffaldPlus har nu taget over, og Stenlille Fjernvarme er en realitet”, fortæller Jens Jacobsen fra fjernvarmegruppen.

I løbet af det sidste have år er der lavet en selskabsøkonomisk analyse, som ser positiv ud, og derfor er det nu tid til et informationsmøde. Det finder sted mandag den 26. august 2024 kl. 19-21 i Stenlille Kulturhus. Alle er velkomne – ingen tilmelding, mød blot op!

På mødet vil Stenlille Fjernvarme fortælle mere om processen, hvad det vil sige at have fjernvarme, løfte sløret for priser og meget mere. Som tidsplanen ser ud nu, så åbner tilmeldingen i januar 2025 med frist i juni 2025. De første kunder kan tilsluttes i starten af 2026, men fjernvarmeprojektet kræver en tilslutning på 65 %.

Gassen er fjernvarmens største konkurrent

For de borgere, der vægter økonomien højest, er det ingen hemmelighed, at gasprisen netop nu er den største trussel mod, at fjernvarmen kan blive en realitet. Ligesom coronanedlukningen virker fjern og uvirkelig har mange også glemt, den enorme stigning, som gasprisen tog tilbage i 2022. At prisen på gas er let påvirkelig af, hvad der sker i verden ses i denne måned ved en stigning på ca. 20 % i den rene gaspris som følge af, at Ukraine flyttede krigen ind i Rusland. Hertil kommer, at distributionsprisen på gas steg både den 1. april 2023 og 1. januar i år som følge af mange afkoblinger.

Stabil og klimavenlig fjernvarme

En af fordelene ved fjernvarme er, at varmen kan fremstilles på flere forskellige former for brændsel. Derfor er priserne ikke så udsatte, som hvis man er afhængig af blot en enkelt varmekilde.

I Stenlille skal der bygges en helt ny varmecentral, som kommer til at bestå af en stor varmepumpe, en el-kedel og solceller. Dermed er produktionen spredt ud på flere forskellige energikilder, hvilket giver mulighed for at veksle imellem dem. Det er helt i tråd med fremtidens energimarked, hvor energien skal udnyttes mest optimalt.

Sammen med Sorø Kommune har Stenlille Fjernvarme fundet en placering til den nye varmecentral. Præcis hvor bliver afsløret på informationsmødet den 26. august.

Fjernvarme, gas, varmepumpe?  

Carsten Vejborg, der er energirådgiver hos Energitjenesten, vil præsentere konkrete, dugfriske eksempler på energitjek af tre typer boliger i Stenlille, som er repræsentative for boligerne i byen. Carsten belyser fordele og ulemper i forbindelse med udrulning af fjernvarme i byen.

Gå ikke glip af denne mulighed for at være på forkant med fremtidens energiløsninger i Stenlille. Vi ses den 26. august!

Læs mere om Stenlille Fjernvarme:

www.affaldplus.dk/stenlille-fjernvarme

Tilmeld dig nyhedsbrev på hjemmesiden og få sidste nyt!

Pressefoto