I disse dage tømmes de gamle lysegrå genbrugsbeholdere for sidste gang og de nye beholdere skal tages i brug. Det betyder, at du nu kan sortere både blød plast og mad og drikkekartoner fra til genanvendelse hjemme hos dig selv. Og metal og glas har nu deres helt egen beholder, hvor materialerne ikke længere skal blandes sammen. Samtidig har du nu en rød kasse til miljøfarligt affald, inkl. småt elektronik, batterier.

Tjek din tømmekalender
Fra 1. oktober er det AffaldPlus’ nye renovatør, Urbaser, som sørger for at hente affaldet hjemme hos dig. I forbindelse med skiftet af renovatør har det været nødvendigt at omlægge nogle af ruterne. Det kan derfor godt være, at du vil få nye tømmedatoer. Det kan du tjekke i din nye tømmekalender, som nu kan ses på affaldplus.dk/soroe.

Har du tjek på standpladsen?
Da dine affaldsbeholdere skal kunne køre uhindret frem til skraldebilen, er det nødvendigt, at din adgangsvej har kørefast underlag. Tjek kravene til både standplads og adgangsvej på vores hjemmeside. Lever standplads og adgangsvej ikke op til kravene, skal du huske selv at køre beholderne frem til skel på tømmedag.

Nu hentes de gamle beholdere
Fra uge 40 begynder AffaldPlus at indsamle de gamle genbrugsbeholdere. Har du sat et ’Lad mig stå’-klistermærke på beholderen, eller har du sat den godt af vejen inde på din grund, så tager vi den naturligvis ikke med. Men ellers vil genbrugsbeholdere, som står fremme uden mærker, blive hentet i løbet af de næste 6-8 uger. Derfor er det NU, du
skal tage affære, hvis du alligevel vil gemme beholderen og benytte den til noget andet, fx haveaffald.

Faktaboks
• Fra 1. oktober 2023 hentes dit affald af den nye renovatør, Urbaser. Ca. 30 % af indsamlingerne vil foregå i elbiler.
• Affaldet indsamles som hidtil i to-kammerbiler, så dit sorterede affald forbliver adskilt i bilen.
• På affaldplus.dk/soroe-affalds-abc kan du få hjælp til din sortering – ABC’en indeholder over 2000 søgeord
• Information om, hvordan du skal sortere, kan findes på AffaldPlus’ hjemmeside. Materialet findes også på engelsk. Du kan få klistermærker til din indendørs sortering på genbrugspladsen.
• Har du særlige behov, fx hvis du er synshandicappet eller sidder i kørestol, kan vi tilbyde ekstra mærkning af dine affaldsbeholdere. Kontakt os, hvis du har dette behov.

Spørgsmål om sortering?
Er du i tvivl om den nye sortering, kan du få hjælp i det informationsmateriale, som blev lagt i din postkasse, da du fik de nye beholdere. Materialet kan også findes på AffaldPlus’ hjemmeside.

AffaldPlus’ Affalds-ABC’, hvor man kan få hjælp til sin sortering, bliver desuden opdateret pr. 1. oktober. Så kan du fx slå ordet ”Mælkekarton” op og få at vide, at den skal i beholderen til ”Plast/mad- og drikkekartoner”.