Så er det snart Frivillig Fredag igen – og Frivilligcenter Sorø glæder sig til at se Jer på fredag d. 29. i kantinen på Filadelfia i Dianalund. I år har de fået fyldt alle pladser, og 150 deltager i år!
Temaet i år er bredt, da mange kommer ind i foreninger og frivilligt arbejde af forskellige årsager, dog vil Frivilligcenter Sorø komme med et forsigtigt svar på vegne af alle de foreninger og frivillige som de besøger, møder og samarbejder med: ”fordi de ikke kan lade vær”.
I år har den frivillige arbejdsgruppe stået for arrangementet. Arbejdsgruppen gik i gang allerede i vinters og har arbejdet hårdt på at fejre alle deres kollegaer i forenings- og frivilligverdenen, med pomp og pragt.
De har skrevet, arrangeret, lavet indbydelser, stået for underholdning – og Arbejdsgruppen har på alle måder gjort, så det bliver en helt fantastisk aften.
Derfor tillader Frivilligcenter Sorø at hylde den arbejdsomme gruppe med et højt HURRA og et stort TAK til: Marianne Christoffersen fra Afrikastrik, Mette Abrahamsen fra Alzheimer foreningen, Toni Bjørnskov fra Fairy Meadows og Runa Mathorne fra Lokalhistorisk arkiv Dianalund.