Ruds Vedby Borgspil 2023, ”1915 – Lykke for Land og Folk”, er en musical om kampen for kvinders valgret – en vigtig epoke i Danmarks historie, hvor især blomstrende fagforeninger blandt stuepiger og husassistenter kom til at få stor betydning.

En dansk provinsby danner rammen for fortællingen, hvor vi følger to unge kvinder fra hver deres vidt forskellige sociale klasse.

Margrethe Schjold er af en konservativ familie i det bedre borgerskab, men som en ung og fremsynet kvinde kæmper hun for at starte kvindesagsmøder og sætte fokus på kvinders problemer i samfundet. Et arbejde, der møder stor modstand i de finere familier.

Blandt byens fattige møder vi stuepigen Ida Josefsen, som hvirvles ind i kvindekampen gennem Husassistenternes nye fagforening. Hun får dog meget andet at tænke på, da en forbudt kærlighed til bankdirektørens søn pludselig vender hendes liv på hovedet.

Begge kvinder bliver samtaleemne blandt byens befolkning, som dækker et bredt udsnit af samtidens Danmark. De nyrige gullaschbaroner, de fine fruer, drukkenboltene fra kroen, de indremissionske og sygeplejersken, der vil til Europa og hjælpe til under 1. verdenskrig, er blot nogle af dem, der bliver viklet ind i Margrethe og Idas skæbner.

Bag årets forestilling står instruktørerne Kristian Jensen og Kristine Brendstrup og koreograf Maria Wichmann, der sammen præsenterer et dramatisk og humoristisk tidsbillede fyldt med skøn rockmusik, flotte kostumer og store dansenumre.

Borgspillet 2023 har premiere d. 9. august og spiller derefter d. 10., 11., 12., 16., 17., 18. og 19. august.

Der åbnes for billetbestilling i løbet af forsommeren:

https://rudsvedbyborgspil.dk/billetter/