Af Dan Kiving, Sorø
Jeg har læst rapporten med stor interesse. Jeg spekulerer alvorligt på, hvor Ekspertudvalgets anbefalinger ender (i en skrivebordsskuffe, som inspirationskilde for embedsmænd og politikere eller på vejen frem mod konkrete ændringer i socialloven – og dermed i kommunernes praksis). Hvorom alting er synes jeg, at alle ansvarsbevidste borgere bør nærlæse og vurdere konsekvenserne så godt som muligt både som enkeltpersoner, som borgergrupper med interesse for socialområdet og som repræsentanter for de mest sårbare borgere i vores land.
Jeg er bekymret for den ændring af den generelle opfattelse og den kulturændring, som rapporten giver udtryk for og lægger op til. Den kan forplante sig til en radikal og grundlæggende ændring af menneskesynet i samfundet (“den kommunale økonomi i alle led opprioriteres højere end den nødvendige støtte til borgerne“ og med den kommunale økonomiske prioritering som det vigtigste værktøj). Jeg kan mærke, at jeg har / får behov for at være en del af en bred borgergruppe, som vil følge udviklingen nøje og kritisk. Den gruppe findes desværre ikke i dag i kommunerne.
Jeg føler, måske ikke med rette, at den helt store risiko, hvis de lokale politikere og embedsmænd samt dem højere oppe i hierarkiet, ser “lyset” i dette første udspil, at anbefalingerne kort sagt vil kunne gøre den i alle kommuner udbredte og ofte ikke-lovmedholdelige praksis på det sociale område helt lovlig. Det anbefales jo i rapporten ganske klart, at de kommunale, økonomiske prioriteringer i sagsbehandlingen (som ofte ikke følger sociallovgivningens intentioner) skal gøres lovmedholdelige.
Rapporten anbefaler ret klart, at Handicapkonventionens udgangspunkt om “den individuelle og konkrete vurdering i sagsbehandling og bevilling af støtte” ændres til “den individuelle, konkrete og kommunalt økonomisk mulige vurdering ……” (min formulering). Samt at Ankestyrelsens vurderinger i den fremtid, vi ser ind i, ikke skal tages alvorligt, idet kommunerne fremover netop skal kunne lade den kommunale økonomi indgå som en prioritet i selve sagsbehandlingen.
Jeg skriver her for at få luft og for at foreslå, at vi få sat emnet højt på dagsordenen i samfundsdebatten om rapportens påstand om nødvendigheden af at nedbringe primært de kommunale udgifter (58 mia kr årligt) på det sociale område. Og for at finde ud af, om der er basis for, at vi kan skabe en bred, lokal borgergruppe/følgegruppe, som vil kunne følge og argumentere mod Ekspertudvalgets konklusioner.
Jeg har et helt personligt behov for at følge udviklingen frem mod det, som jeg frygter vil blive et forsøg på at ændre (læs manipulere) vores fælles, gældende syn på støtte og hjælp gennem sociallovgivningen til borgere med behov. Jeg frygter, at vores forskellige handicaporganisationer trods den bedste vilje, ikke i nødvendigt omfang vil kunne støtte den lokale dialog (og den helt konkrete modstand) i tilstrækkelig grad.
Jeg tror, at de lokale og engagerede “modstandsfolk” i den kommende kamp mod den foreslåede udvikling, konkret må mobiliseres. I det mindste så vi, der brænder for og dagligt arbejder seriøst og som oftest frivilligt for at støtte og forbedre forholdene for de svageste i vores samfund, kan se os selv i øjnene fremover. Vi må have øjnene åbne for den udvikling, som kan blive sådan, at den kommunal økonomi prioriteres over almindelig medmenneskelighed med afsæt i de af Socialministeriet udarbejdede uhyggelige visioner for Danmarks fremtid.
Jeg så gerne, at “enmillionstemmer” vil være med til at orkestrere modstanden lokalt i vores fælles virkelighed, men de mener vist fortsat, at de som influensere ikke skal manifestere sig lokalt og fysisk. Jeg synes grundlæggende, at signalerne i udspillet er alt, alt for alvorlige til kun at være et debatemne på Facebook.
Derfor lægger jeg op til lokal kamp og modstand i alle kommunerne både mod det ændrede menneskesyn og mod den sivende ændring af de grundlæggende værdier, som vi i fortællingen om velfærdssamfundet Danmark indtil nu har været enige om. Der er tale om en anden definition af grundlæggende værdier, som må og skal være udgangspunktet for en mere værdig ændring af lovgivningen og ikke det modsatte. Hvis der bliver behov for en kamp mod manipulationen af folkestemningen i Danmark også på det sociale område, må den føres. Vi bildes tilsyneladende ind, at det bliver bydende nødvendigt at arbejde frem mod øgede muligheder bl.a. i kommunerne for, at velfærden skal defineres som “økonomi før mennesker”.
Så fik jeg da luft for min stærke bekymring og vrede. Og på den anden side er jeg tilfreds med, at Socialministeriet og dermed regeringen her klart udmelder, at den kommunale, og i mange tilfælde ikke-lovmedholdelige, praksis på det sociale område nu måske søges lovliggjort. Men den vej skal vi ikke – det vej må vi gennem en fælles indsats forhindre nogensinde bliver til virkelighed!
