Af Bo Mouritzen – medlem af kommunalbestyrelsen for Enhedslisten
På det seneste møde i Kommunalbestyrelsen måtte vi fra Enhedslisten konstatere, at borgmesteren og det blå flertal har kørt Sorø Kommunes økonomi i sænk, og vi er simpelthen nået dertil, hvor vi ikke længere tror på, at borgmesteren kan sidde for bordenden, hvis økonomien skal genoprettes.
Allerede kort inde i det nye år, kunne vi konstatere at der var et kæmpe misforhold mellem det budget, der blev politisk vedtaget og den virkelighed, vi blev præsenteret for. Det er andet år i træk, vi oplever et kæmpe misforhold mellem det vedtagne budget og virkeligheden.
Det er simpelthen pinligt, at der igen og igen er så store forskelle på budgetgrundlag og virkeligheden. Det skaber ikke troværdighed omkring budgetter og politikker blandt borgere og ansatte.
Fra Enhedslisten må vi slå fast, at det er borgmesterens ansvar at sikre et realistisk budget, så råderummet ikke anvendes til merudgifter. Det burde der være taget højde for ved begyndelsen af budgetprocessen, som det er aftalt i kodeks for det gode budgetarbejde.
Det er Enhedslistens opfattelse, at budgettet blev indgået på et misvisende og måske endda et usandt grundlag.
De besparelser som Borgmesteren arbejder ud fra er håbløst kortsigtet og løser ikke fremtidens problemer. Der tages overhovedet ikke fat om problemet og det fejlbehæftede budget.
Konsekvensen er, at Sorø Kommune skal fortsætte med at skære i velfærden. Vi har sagt det før, der skal nytænkes, ikke blot skæres ned på velfærden. Problemet er selvfølgeligt, at det blå flertal er af den overbevisning, at de aldrig behøver lytte til mindretallet.
Det er efter Enhedslistens opfattelse direkte pinligt, at det ikke var det borgerlige flertal med Borgmesteren i spidsen, der tog initiativ til, at der blev lavet en ekstra budgetrunde, men at Enhedslisten skulle tvinge dem til truget.
Fra Enhedslisten må vi derfor konstatere, at vi ikke har tillid til, at Sorøs borgmester kan sidde for bordenden, når de konstante besparelser skal afløses af en genopretningsplan for Sorø Kommunes økonomi, som det blå flertal har kørt i sænk.
Der skal simpelthen en helt anden tilgang til, end vi har set de seneste mange år!