PRESSEMEDDELELSE
Standerhejsning og sæsonstart i Sorø Roklub
Sorø Roklub markerede søndag sæsonstarten på vandet med standerhejsning og bådedåb i et pragtfuldt stille og mildt forårsvejr.
Rigtig mange gæster, venner af klubben, roere i alle aldersklasser havde fundet vej til klubbens forplads med udsigt til en spejlblank Sorø sø. Flagene vejede og den nye båd, som skulle navngives af ”Fonden Præstø Brand” lå klar.
I standerhejsningstalen koncentrerede formand Merete Leisted Busk sig om udfordringer og muligheder i at lægge ergometertræningen om til træning på vandet. Søen er klar, materiellet er klargjort ved stor indsats fra medlemmerne. Bådtraileren er bygget om på lokalt auto- og smedeværksted, således at den kan laste flere både og årer, så alle, der har de nødvendige forudsætninger kan komme med til stævner / kaproninger i ind- og udland.
Merete Leisted Busk fokuserede også på folkesundheden og Sorø Kommunes sundhedspolitik. Vigtigheden af regelmæssig træning som basis for et godt liv. Træning og socialt samvær i et forpligtende fællesskab øger livskvaliteten. Aktiver endofinerne, få mere energi, mindre træthed og en god følelse i kroppen fra top til tå.
Sæsonens største udforing bliver afviklingen af Sorø Regattaen med Nordiske Mesterskaber for juniorer og seniorer. Nordens største regatta går over Sorø sø første weekend i juli og som en følge heraf ventes der rigtig mange gæster fra Norge, Sverige og Finland. Sorø Regattaen afvikles med hjælp fra utallige frivillige medarbejdere fra sjællandske roklubber sammen med alle de mange lokale frivillige: medlemmer af roklubben og forældre.
Satsningen på træning og videreudvikling af klubbens 42 unge og talentfulde roere. Som noget nyt
er de med på en heldags træningssamling i roklubben mandag den 18. april med start kl. 10.00.
Klubben har henvendelser fra voksne, som gerne vil lære at ro, og det er der mulighed for på klubbens rokursus, som afholdes tirsdage i uge 18, 19 og 20 – med start kl. 18.00.
Formanden takkede sponsorer, fonde, Sorø Kommune og øvrige samarbejdspartnere for godt samarbejde og ønskede at det måtte fortsætte i fremtiden. Formanden takkede også ”nogen” i klubben for den store arbejdsindsats der er ydet på mange forskellige områder hen over vinteren.
Lasse Buus hejste den blå/hvide klubstander og et højt velklingende Sorø-hurra lød ud over den blanke Sorø sø!