Sorø Internationale Musikfestival omfatter en række vinterkoncerter. Den 30. januar 2011 kl. 15 kan man opleve blæserkvintetten CARION.
Koncerten foregår i salen på Mærsk McKinney Møller Videncenter og er resultatet af et samarbejde med ScienceTalenter, som har en camp om musik og fysik for unge naturvidenskabelige talenter fra 9. klasse, 10. klasse og 1. g.
Eleverne arbejder med fysikken bag lyden i blæseinstrumenter og orgelpiber ved at eksperimentere med den nyeste musikteknologi. Campen afsluttes med denne koncert, hvor eleverne også vil præsentere udvalgte fysikeksperimenter om lyd.
CARION er et unikt klassisk ensemble, der spiller helt udenad og derfor kan kommunikere direkte med publikum og med hinanden, hvilket gør musikken mere nærværende for tilhørerne. Ensemblet vil ved denne koncert præsentere deres instrumenter og kunnen med et alsidigt program for at vise de forskellige sider af klangmulighederne.
Medvirkende: Hélène Navasse, fløjte, Egils Upatnieks, obo, Egīls Šēfers, klarinet, David M.A.P. Palmquist, horn, Niels Anders Vedsten Larsen, fagot.