Nu er halvdelen af grundene på den nye udstykning på Klokkergården syd for Sorø solgt, oplyser Sorø Kommune i en pressemeddelelse:
Borgmester Gert Jørgensen glæder sig over udviklingen.
– Vi har solgt 12 grunde på ca. tre måneder. Det fortæller mig, at vi i byrådet så helt rigtigt, da vi valgte at satse på at udvikle bosætningsmulighederne på Frederiksberg, hvor der er gode daginstitutioner, idrætsfaciliteter, dagligvarebutikker, station og en helt ny skole på vej.
![Hos Nybolig kan du få præsenteret mulighederne](http://dit-soroe.dk/wp-content/uploads/2015/03/nybolig1-300x204.jpg)
Også andre steder i kommunen er der godt gang i grundsalget. På Færøvej i Dianalund er der i løbet af det sidste år solgt seks grunde, så vi i dag kun har otte ledige grunde tilbage. Og på både Skelbæklund i Dianalund og Engstien i Sorø er der forespørgsler.
– Hvis vi gerne vil have flere til at bosætte sig i vores kommune, er det vores opgave at sørge for, at der er nogle attraktive steder, de kan bosætte sig. Det er vi også godt i gang med – både på Faktagrunden i Sorø midtby og på Banevej ved stationen, hvor planen er, at der skal opføres boliger på den grund, som bliver ledig, når Sorø Musiske Skole flytter ind på Borgerskolen.
– Vi har fra byrådets side lagt vægt på at udvikle nogle attraktive rammer for bosætning – og det begynder vi allerede at se de første frugter af, siger borgmesteren.