Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Sorø Kommune i tidsrummet 2016-02-16 til 2016-02-24.
Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at fortælle offentligheden om. Ikke-anmeldte eller af politiet ignorerede hændelser omtales ikke i det følgende.
Har du kendskab til forbrydelser, som ikke har politiets opmærksomhed, er du velkommen til at kontakte vores redaktion på mail: redaktion@dit-soroe.dk
SPRITBILISTER
En 33-årig kvinde fra Dianalund kom fredag kørende i bil ad Kildemosevej og videre ud ad Ventemøllevej i Dianalund, hvor hun kørte frem for ubetinget vigepligt og foretog et venstresving. Her kom en 27-årig mand i det samme kørende i bil, og han kunne ikke undgå at køre ind i den 33-årige, hvorefter hans bil fortsatte over i modsatte kørebane og ind i et skilt. Ved sammenstødet kom han til skade og blev kørt til behandling på sygehuset. Det viste sig imidlertid, at han ikke havde kørekort, og desuden var han muligvis påvirket af hash – det vil en blodprøve vise.
En 18-årig mand fra Mørkøv blev onsdag klokken 16.05 standset af politiet på Tjørntvedvej i Stenlille. Den bil, den 18-årige kørte i, viste sig at være stjålet den 9. februar fra St. Merløse, og den 18-årige havde ikke noget kørekort. Imidlertid virkede han påvirket af stoffer, og derfor blev den 18-årige anholdt og sigtet for tyveri af bilen, kørsel uden førerret og for kørsel i påvirket tilstand. Da betjentene undersøgte den 18-årige, fandt de en foldekniv med en klinge på 9,8 cm, og han blev derfor også sigtet for overtrædelse af våbenloven.
HÆNDELSER
SORØ: Mindre brand i lejlighed
En medarbejder fra hjemmeplejen i Sorø Kommune opdagede tirsdag aften, at der var ild i en lejlighed på Sunesvej i Sorø. Hun slog alarm klokken 20.48 og tilkaldte brandvæsen og politi. Beboeren – en 64-årig mand – blev evakueret sammen med beboerne i nabolejligheden, mens brandvæsenet arbejdede på stedet. Ilden, der formentlig er opstået ved et stearinlys, blev hurtigt slukket, og ingen kom til skade ved branden.
By | Vej | Type | Tidsrum | Udbytte |
---|---|---|---|---|
Stenlille | Gl. Skovvej | Hus | Fredag klokken 18.30 – lørdag klokken 10 | Ikke umiddelbart stjålet noget |
Sorø | Præstelodden | Hus | Søndag klokken 15 – mandag klokken 17 | Sølvtøj og smykker |
Sorø | Topshøjvej | Hus | Torsdag klokken 15 – mandag klokken 14 | Ikke gjort op hvad der er stjålet |