Lokalarkivet i Dianalund dækker den gamle Dianalund kommune, i alt 7.500 indbyggere. I 2015 besøgte 1085 af disse Lokalarkivet. Selvom en del naturligvis kom flere gange.
De fleste kom for at besøge stedets udstillinger og events i 2015: Sangaften i januar, udstillingen ”Borddækning til forskellige tider i forskellige miljøer” i foråret, ”Flygtninge” i efteråret og juleudstillingen i november og december. Tallet afspejler imidlertid også de mange fyraftensmøder, Lokalarkivet har arrangeret, ikke mindst i forbindelse med udstillingen om flygtninge.
Lokalarkivet har i 2015 modtaget 71 donationer, dvs. effekter, folk har givet til Arkivet. Der har f. eks. været et enkelt billede fra Vestsjællands Mødecenter, men også 5 flyttekasser med papirer fra Socialdemokraterne i Dianalund kommune. Arkivet har samtidig modtaget 55 mails og 42 telefonopringninger, fortæller arkivleder Jørgen Mogensen.
Alt i alt har 2015 været et travlt og begivenhedsrigt år for Lokalarkivet.
2016 vil bl.a. byde på følgende:
- Januar-marts: udstilling med dukker, dukkehuse og dukketeatre. Der vil blandt meget andet også være forestillinger i dukketeatret i vinterferien
- 31. marts – 15. september: Event og udstilling om Dianalund kommune i anledning af 50 året for dens fødsel
- September – november: hobbyer i Dianalund, herunder arbejdende stande, samt en fotoudstilling.
- November – december: juleudstilling hvor børn og voksne indbydes til at lave julepynt som i gamle dage under ledelse af Arkivets kompetente pensionister.
Arkivet har en ansat leder i 6 timer om ugen og 9 frivillige.
Arkivets brugere ønskes et godt nytår.