Sorø Bibliotek har lavet en fin udstilling med julemusik, julekogebøger, eventyr og julehistorier for både børn og voksne. Blandt bøgerne on display er Camilla Plum: Jul.
I sin nyeste kogebog hylder den kendte kogekone julen og dens traditioner. Her er opskrifter og gode råd til en traditionel juleaften eller julefrokost. F.eks. hvordan man sikrer sprøde svær og det hele. Der er også opskrifter til tvistet jul, hvis man vil prøve noget nyt. Desuden rummer bogen julekager og -guf, ideer til spiselige gaver og hverdagsmaden i december. Bogen afsluttes, ligesom juletiden, med Helligtrekongers aften, hvor man kan servere Galette de Rois med indbagt mandel og chancen for at blive konge for en dag.