Sorø Kommune markerer Verdensblodtryksdagen
Den 10. maj markeres Verdensblodtryksdagen rundt om i landet. Sorø Sundhedscenter vil være med til at markere denne dag ved at tilbyde blodtryksmåling og vejledning i, hvad den enkelte kan gøre for at forebygge et forhøjet blodtryk m.m. Flere sundhedspersoner fra Sorø Kommune vil stå i indgangen ved Borgerservice på Rådhusvej nr. 8 i Sorø, i tidsrummet fra kl.10.00 til kl.12.30.
Et for højt blodtryk kan have store konsekvenser
Et for højt blodtryk er en af de alvorligste risikofaktorer for udvikling af hjerte-kredsløbssygdomme. I relation til blodprop i hjernen eller hjerneblødning er forhøjet blodtryk den alvorligste af alle risikofaktorerne. Omkring 1 million voksne danske har for højt blodtryk, mens ca. 12.000-14.000 årligt rammes af et slagtilfælde. Verdens sundhedsorganisation (WHO) har beregnet, at lidt over halvdelen af alle slagtilfælde skyldes et uhensigtsmæssigt højt blodtryk.
Der er meget man selv kan gøre for at undgå et forhøjet blodtryk
950.000 dansker over 20 år har forhøjet blodtryk. Det er ca. hver femte. Og mere end 250.000 danskere går rundt med forhøjet blodtryk uden at vide det. Det er vigtigt at kende sit blodtryk for at undgå hjertekarsygdom. Man kan leve i adskillige år med forhøjet blodtryk uden at vide det. Ingen kender deres blodtryk, før det er målt. Der kan være mange grunde til et forhøjet blodtryk. Et højt saltindtag i maden er en af de største årsager til forhøjet blodtryk og hjerte karsygdomme. Rygning og stress er også væsentlige faktorer som har betydning for blodtrykket.
Sorø Sundhedscenter opfordrer til at bruge Verdensblodtryksdagen som en anledning til at få målt blodtryk og få en snak om, hvordan man kan passe godt på sit hjerte!